Undgå en overset kvinde-dræber

En god nyhed: Nu bliver det lettere at beskytte sig mod blodpropper. Ny dansk forskning viser, at det såkaldt onde kolesterol, LDL-kolesterolet, har en endnu ondere kolesterol-fætter, triglycerid. Heldigvis kan triglycerid tæmmes med sunde vaner.

Fed fisk med masser af omega-3 er et rigtig godt valg, hvis du vil nedsætte mængden af det oversete dræber-kolesterol i blodet.

Med den nye viden bliver det lettere at beskytte sig målrettet og effektivt. Det er særlig vigtigt for kvinder, fordi kvinder med for meget triglycerid i blodet er ekstra udsat for at få blodpropper i hjertet og hjernen. Det gode ved triglycerid er, at hver en celle i kroppen kan nedbryde det, i modsætning til den hidtl mest frygtede kolesterol-type, LDL, der også kaldes "det lede kolesterol".

Kender du dit triglyceride-niveau?

Har du fået målt dit kolesteroltal, ved du nok nogenlunde, hvordan det gode HDL-kolesterol og det onde LDL-kolesterol fordeler sig i dit blod. Temmelig sikkert fik du ved samme lejlighed målt dit niveau af triglycerider. Muligvis fortalte din læge dig slet ikke, hvad det var - men specielt hvis du er kvinde, er det tal lige så vigtigt at kende som de øvrige kolesterol-værdier.

Kolesteroltal ligegyldigt for kvinder?

I følge forskerne bag den såkaldte Herlev/Østerbro-undersøgelse er triglycerid endda en endnu bedre indikator for, hvem der får en blodprop i hjernen, end kolesteroltallet.

For kvinders vedkommende kan triglyceriderne også forudsige risikoen for at få en blodprop i hjertet bedre end kolesteroltallet, mens kolesteroltallet stadig er den vigtigste markør for mænds risiko for en hjerteblodprop. De opsigtsvækkende danske forskningsresultater bygger på data om 75.000 danskere, der bl..a har fået målt triglycerid. Studiet bliver snart offentliggjort i det medicinske tidsskrift Journal of Internal Medicine.

LÆS OGSÅ: 8 vigtige spørgsmål om slagtilfælde

Triglycerider øger også din risiko for kræft

Omkring hver fjerde dansker går rundt med for meget triglycerid i blodet: Hver femte kvinde og mere end hver tredie mand, de fleste uden at vide det, viser undersøgelsen. Hvis man målrettet gør en indsats for at sænke niveauet af triglycerider, vil man sænke risikoen for at blive ramt af begge dele, mener lægerne bag.

Samtidig vil man mindske sin risiko for at udvikle kræft. En ekstra farlig dimension ved for meget triglycerid er nemlig, at det også gør os mere udsatte for cancer.

I FORMs læge Jerk W. Langer mener dog ikke, at undersøgelsen skal få os til at gå i panik: "Vi mangler stadigvæk forskning, som helt specifikt dokumenterer den sundhedsmæssige effekt af at sænke triglyceriderne. Østerbro-undersøgelsen er væsentlig, men den er trods alt ikke en klinisk afprøvning med kontrolgruppe, kun et observationsstudie. Og man kan ikke drage skudsikre konklusioner ud fra observationsstudier".

"I praksis kan vi hver især gøre en masse for at undgå blodpropper pga. for meget fedt i blodet, fx spise fisk, motionere og kun drikke lidt alkohol hver dag, De ting ved vi er sunde, og om de så specifikt virker via triglyceridere, eller om andre mekanismer er vigtigere, er mest et spørgsmål for feinschmeckere. Vi skal bare glæde os over alle de blodpropper og kræfttilfælde, som vi undgår," siger Jerk W. Langer.

Sådan sænker du niveauet af triglycerid:

1. Skær helt ned for sukker

For meget sukker kan få blodets indhold af triglycerider til at tordne i vejret. Skurken ser ud til at være fruktosedelen i almindeligt sukker. Begræns især flydende sukker som sodavand og saftevand

2. Væk med de hvide kulhydrater.
Også hvidt brød, ris og pasta får blodets indhold af triglycerid til at stige. Spis i stedet grov mad med kostfibre, som holder igen på næringsstofferne, så de ikke suser direkte ud i blodet: Fx rugbrød, knækbrød, havregryn, bønner og grove grøntsager.

3. Tab dig, hvis du vejer for meget.

Selv om du kun taber dig ca. 5 pct. af din kropsvægt, vil det øjeblikkelig få gavnlig virkning på triglycerid-niveauet.

4. Skær ned for alkohol

For meget alkohol kan få triglycerid-niveauet til at stige ganske meget. Drik ikke mere end et glas om dagen, hvis du er kvinde, og to, hvis du er mand.

5. Spis fed fisk

Omega-3 fedtsyrer, som findes i fede fisk, sænker niveauet af triglycerider. Det kan fx være laks, sild og makrel. Fiskeoliekapsler hjælper også.

6. Spis MUFA: Olivenolie, avocado, nødder & co.

Det såkaldte monoumættede fedt, der også kaldes MUFA, hjælper også med at få indholdet af triglycerider ned på plads.

7. Fordel måltiderne over hele dagen

Spiser du store mængder kulhydrater på én gang, kan det øge blodets indhold af triglycerider. Derfor er det godt at fordele maden over hele dagen, fx tre hovedmåltider og et par små mellemmåltider.

8. Dyrk motion

Også dit aktivitetsniveau påvirker triglycerid-niveauet. En løbetur kan fx halvere niveauet af triglycerider, og virkningen holder i 48 timer.