10 supernemme bud til en sund kost

Det skal være let at spise sundt! Derfor har vi opstillet 10 bud til at spise en sund kost, som er simple og nemme at følge. Måske følger du dem allerede?

Forskellige sunde fødevarer

EN SUND KOST... skal være let at følge. Derfor får du her 10 simple bud, som du nemt kan følge i en travl hverdag.

© iStock

1. Spis så naturligt som muligt

Jo mindre forarbejdning og jo færre mystiske ingredienser, der gemmer sig i et produkt, jo sundere er det som udgangspunkt.

Orker du ikke at lave alt fra bunden, så tjek ingredienslisten for et minimum af fremmedord.

2. Fokusér på fuldkorn

Kornprodukter af afskallede korn er næringsfattige, både når det gælder tarmvenlige fibre, vitaminer og mineraler. Vælg derfor altid fuldkorn.

Fuldkornsmærket er en fin rettesnor, men også ingredienslisten er værd at lure på.

3. Vælg fedt med omhu

Det forkerte fedt kan underminere din sundhed.

Gå derfor især efter fedt fra fede fisk, avocado, nødder, frø og kerner samt oliven­ og rapsolie.

4. Komponér en sund tallerken

Et optimalt hovedmåltid rummer en proteinkilde, sundt fedt, samt frugt eller grønt. Fx skyr med bær og mandler, omelet med gnavegrønt og en smoothie til eller et kyllingebryst med grønkålssalat og pesto (på oliven­ eller rapsolie).

5. Sæt tal på dit frugt og grønt.

600 gram kan være en abstrakt størrelse. Er du i tvivl om, hvorvidt du når målet, så vej dit indtag et par dage og se, om du når deropad.

6. Variér frugt, grønt og fuldkorn

Bidraget af vitaminer, mineraler, antioxidanter og fibertyper er meget forskelligt fra den ene type til den anden.

Spiser du varieret hen over dagen, sikrer du, at du får en alsidig tilførsel af centrale næringsstoffer.

7. Tag tilskud med omtanke

Har du svært ved at nå i mål med et næringsstof, fx jern pga. kraftig menstruation, B12-vitamin, fordi du ernærer dig vegansk, eller omega­-3-­fedt­syrer, fordi du ikke holder af fisk, så overvej et kosttilskud, der målrettet lapper hullet. Multivitaminpiller er sjældent det optimale valg.

LÆS OGSÅ: Er multivitaminer sundt eller spild af penge?

8. Prioritér smagen

Sund ernæring skal ikke føles som et afsavn.

Øv dig i at fremme den gode smag med friske krydderurter, lækre olier og dressinger samt forskellige tilberedningsmetoder.

9. Hold øje med kalorierne

Alle kalorier feder, så pas på ikke at falde i sundhedsfedmefælden, hvor du fylder dig med så mange sunde sager, at vægten stikker af.

10. Husk hele din livsstil

Sund kost er en vigtig brik i et sundt liv, men gode motionsvaner, stressregulering og søvn er mindst lige så afgørende.