Drop saltbøssen, og få flere leveår
Rigtigt mange af os spiser langt over de anbefalede mængder salt. Se, hvad det kan have af konsekvenser ifølge forskningen.
Rigtigt mange af os spiser langt over de anbefalede mængder salt. Se, hvad det kan have af konsekvenser ifølge forskningen.
Beder du altid tjeneren om ekstra salt på bordet?
Måske skal du genoverveje.
Personer, der drysser ekstra af den hvide smagsforstærker på tallerkenen, har nemlig større risiko for at dø for tidligt, viser et stort studie.
Over 500.000 mennesker indgav i årene 2006- 2010 en hulens masse sundhedsoplysninger til the UK Biobank – bl.a. hvor tit de føjede salt til maden.
Et hold forskere fulgte personerne i ni år og så, at de, som altid tilføjede ekstra salt, havde 28 pct. større risiko for at dø, før de fyldte 75 år, når man sammenlignede med personer, som sjældent eller aldrig puttede ekstra salt på maden.
Og det var, selvom forskerne tog højde for fx rygning, alkohol og BMI. Meget af den mad, vi køber, indeholder i forvejen rigelige mængder salt, så selv uden en saltbøsse får mange af os dækket kroppens daglige saltbehov.
Ifølge sundhedsmyndighederne bør vi max. spise 5-6 g salt om dagen, men 9 ud af 10 spiser mere end det.
Kilde: European Society of Cardiology
Artiklen blev bragt i I FORM nr. 18/2022