Er gluten virkelig så slemt, som nogle siger?

Jeg har fået at vide, at jeg skal skære ned på gluten i min kost, fordi det tilsyneladende gør mig oppustet. Men er der egentlig noget om, at gluten har så stor en effekt på kroppen – hvad mener du?

Få ekspertens svar på, om en oppustet mave er et tegn på, at man ikke kan tåle gluten.

I FORMS kostekspert Christian Bitz svarer

I Danmark lider op mod 50.000 mennesker af cøliaki. Selv om det er mindre end 1 pct. af befolkningen, viser det alligevel, at problemet findes. Og for dem, der har cøliaki, er den oppustede mave, den tynde afføring og mavesmerterne også ganske virkelige. Så jo, du kan være overfølsom for gluten!

Hvis du har mistanke om, at du selv lider af cøliaki, vil jeg helt klart anbefale, at du får taget en test, så du kan få enten be- eller afkræftet dine anelser – og snarest begynde at ændre kostvaner, så du slipper for de ubehagelige symptomer, du måtte have.

Men inden du stempler dig selv som cøliakipatient, kan der være god grund til at se på, om din oppustede mave kan skyldes helt andre ting. Gluten har i mange år været udskældt og er blevet beskyldt for at være årsagen til alt lige fra overvægt til ADHD, men faktum er, at der ifølge videnskaben slet ikke er belæg for dette.

Derfor skal du se på, om det lige så godt kan være andre elementer i din kost, der er årsagen til dit problem. Så inden du stemmer gluten ude, vil jeg anbefale dig at gøre følgende i nogle uger:
Drik rigeligt med vand, drik mindre kaffe og alkohol, spis mindre sukker og flere grove grønsager og mere fuldkorn, stress ned, sov rigeligt, tyg din mad bedre, og motioner mere.

Du kan også med fordel kigge på de kornprodukter, du spiser, for de kan give anledning til luft i maven – også selv om du ikke har cøliaki. Det er nemlig ikke utænkeligt, at gluten tolereres dårligere af visse personer, der ikke nødvendigvis har cøliaki.

Så måske er det nok blot at skrue ned for de glutenholdige fødevarer som hvidt brød, kager og kiks. At erstatte usunde fødevarer med de sunde af slagsen kan sagtens være det, der får dine symptomer til at forsvinde.