10 ting du ikke vidste om kalorier

Fra minuskalorier til de tomme af slagsen. Kalorier er mere end et tal bag på fødevareindpakningen – og her har vi samlet en stribe tankevækkende facts om dem.

brevvægt med et æble og en donut

Hvor meget ved du egentlig om kalorier? Vi gætter på, at du ikke kender alle dissse facts ...

© iStock

Hvor meget ved du egentlig om tallet bag på fødevareindpakningen? Vidste du fx, at der findes minuskalorier? Få de 10 overraskende facts her.

1. Hvad er tomme kalorier?

Den lidt spøjse betegnelse bruges om fødevarer som fx slik, der indeholder kalorier, men hverken vitaminer eller mineraler.

2. Aaaaah …

... det er skønt med et langt, varmt karbad. Og endnu skønnere er det at tænke på, at du faktisk ligger og forbrænder ekstra kalorier imens. Et lille engelsk studie viser, at du kan forbrænde 140 kcal på et 40 grader varmt karbad, men så skal du altså også holde ud i en time.

3. Sofakartofler forbrænder også (lidt)

En kvinde, der er 40 år og vejer 75 kilo, forbrænder 1465 kcal ved blot at være i live. Dette kaldes din hvileforbrænding. Så snart du rejser dig fra sofaen, forbrænder du yderligere kalorier, der så lægges oveni.

Tjek dit hvilestofskifte her.

4. Jamen jeg spiser jo ingenting …

Undersøgelser viser det igen og igen: Vi har slet ikke styr på, hvor mange kalorier vi indtager. Ifølge forskerne undervurderer vi vores spiste kalorier med 30 pct., og kvinder er værre end mænd. I et studie undervurderede 85 pct. af kvinderne deres kalorieindtag med mere end 600 kalorier i gennemsnit.

5. Kalorietælling hitter på mobilen

Apps til at kontrollere kalorier var de mest populære sundhedsapps i 2016 hos danske kvinder.

6. Minuskalorier – næsten for godt til at være sandt

Minuskalorier lyder som manges drøm – altså mad, der har så få kalorier, at du forbrænder flere kalorier på at spise og fordøje dem, end de rent faktisk tilfører kroppen. Med lidt god vilje kan stærk chili og peberrod leve op til betegnelsen, da de sætter fut i varmeproduktionen i kroppen, men effekten er kortvarig, og gevinsten sniger sig max op på 20-25 forbrændte kalorier efter et virkelig hot måltid. En række kaloriefattige grønne grøntsager som fx bladselleri, agurk og spinat får dig ikke i minus, men er dog tæt på at være neutrale kalorier.

7. Kalorier på menukortet gør en forskel

Når du står i fastfoodkøen, bestiller du mindre fed mad, hvis du kan se retternes kalorieindhold på menutavlen. Det viser en rapport fra Kræftens Bekæmpelse.

8. Så meget skal præcis DU spise

Dit præcise daglige kaloriebehov afhænger både af din alder, dit køn, og hvor aktiv du er i løbet af dagen. Tast dine data ind på I FORMs kalorieberegner og få det helt præcise svar.

9. 385 kalorier!

Så mange ekstra kalorier spiser du gennemsnitligt om dagen, hvis du får for lidt søvn, viser et engelsk studie. Undersøgelsen sammenlignede dage, hvor folk natten før havde sovet under 5 1/2 time i forhold til nætter med mindst 7 timers nattesøvn.
Se hvor meget søvn du skal have10. Stress bremser din kalorieforbrænding

Ud over alle de andre negative effekter af stress kan det også resultere i ekstra kilo. Kvinder forbrænder nemlig færre kalorier i helt op til 24 timer efter, at de har oplevet stress. Det amerikanske forskerhold bag undersøgelsen målte forskellen til 104 kcal, hvilket hurtigt kan løbe op, hvis du ofte føler dig stresset.