Snowboard - lettere end du tror

Snowboardsporten suser frem, og det er langtfra kun de unge, som vil lege med.

Forklaringen er enkel: Snowboarding er nemlig nemt! Det tager meget, meget mindre tid at blive en god snowboarder end en bare rimelig skiløber. Og ydermere er risikoen for skader ganske lille.

Først og fremmest er snowboarding sjovt lige fra begyndelsen. Teknikken er utrolig simpel, og for en begynder drejer det sig mere om at overvinde sin frygt, end det drejer sig om at lære en svær ny teknik.

Så let som at læne sig op ad en mur

Der skal populært sagt ikke meget mere anstrengelse til, end det kræver at læne sig op ad en mur. Og derfor gør begyndere på snowboard hurtigt store fremskridt. Fx er det på et snowboard lige nemt at svinge i alle typer sne. Og hvor det på ski tager års koncentreret træning at få udbytte af den dybe sne uden for pisterne, er det på snowboard lige så let at svinge i knædyb pulversne, som det er at svinge på en præpareret pist.

Forklaringen ligger i teknikken. Off-piste skiløb kræver en helt anden teknik end skiløb på pisten. På snowboard er teknikken på pisten og uden for pisten derimod den samme. Du svinger ved at skifte mellem for- og bagkant, samtidig med at du drejer overkroppen. Og det er lige meget, om sneen er let eller tung, for på snowboard surfer du oven på sneen i stedet for at pløje igennem den.

LÆS OGSÅ: Derfor skal du vælge skiundertøj i uld

Hele kroppen er på arbejde

Den lette teknik betyder nu ikke, at snowboardere ikke bruger deres muskler. Det kan mange ømme begyndere nikke bekræftende til. Snowboarding er god motion, for hele kroppen kommer i sving. De første dage er det overkroppen, som arbejder mest. Dine ryg- og mavemuskler er konstant beskæftiget med at læne overkroppen frem og tilbage.

Skuldermusklerne holder armene løftet, så de kan fungere som balancestænger. Og armene virker samtidig som støddæmpere, der tager fra ved fald og løfter kroppen, når du igen skal op og stå. Benene kommer først på arbejde, når du har lært at holde balancen. Snow-boarding involverer stort set de samme benmuskler som skiløb. Dog belastes læggene langt mere på et snowboard, fordi du konstant vipper på foden for at flytte vægten mellem for- og bagfod.

Alvorlige skader som fx ledbånds- og korsbåndsskader, der er så sørgeligt velkendte ved skiløb, er yderst sjældne i snowboardsporten.