12 ting, der kan gå galt i en skilift

For begynderen kan skiliften være lige så faretruende som turen ned ad pisten. Her er de værste faldgruber i liften - og de bedste råd til at undgå dem.

Dette kan gå galt i en skilift

Overraskende meget kan gå galt, hvis du angriber skiliften med den forkerte teknik. Heldigvis kan du med de rette tips og tricks undgå pinlige fald og blå mærker.

Læs her iForms store skiguide til, hvordan du med selvtilliden i behold kommer sikkert op på toppen af skiløjpen.

1. Du skvatter FØR liften

Vennerne står klar til at sætte sig i stoleliften, og du suser målrettet fremad mod indslusningslågen for at komme op med dem. Men bang, pludselig lukker lågen og bremser dine knæ, mens dine ski og din overkrop forsøger at fortsætte. Og så falder du. En anden klassiker er at skvatte lige efter slusen, når dine ski bremser særdeles brat på plasticunderlaget.

Hvad gør du: Kom ned i fart i påstigningsområdet, så du er klar til at bremse helt op både før lågen og når du er klar til at sætte dig til rette.

Fald før lift

FALD FØR LIFT Bums! Der var vist lidt for meget fart på.

© Karen Lyager Horve

2. Du vælter hele liftkøen omkuld

I din iver for at komme fremad i liftkøen kommer du til at mase en lille smule, men når dine fødder er låst fast i et par monstrøse støvler, får du let overbalance og kan afstedkomme en veritabel dominoeffekt, fordi du river hele køen med dig i faldet.

Hvad gør du: Lad være med at mase dig foran i køen. Så undgår du også at bliver overdænget med ophidsede mishagsydelser – og i værste fald øretæver.

3. Du kommer i klemme i liftbøjlen

I er kun to mennesker i firepersoners-stoleliften, så hvorfor ikke brede sig lidt ud over sæderne? Men av, da sikkerhedsbøjlen klikker sig fast, kommer dit lår eller skinneben i klemme, eller også får du en krum metaldims presset ind mod dit skød.

Hvad gør du: Sikkerhedsbøjlen er designet til, at folk sidder ret op midt på deres sæde, så gør det, hvis du ikke vil komme i klemme – bogstavelig talt.

4. Din ski ryger af

Klik, siger det, og pludselig ser du din ene ski svæve ned fra 20 meters højde og lande i sneen. Dette sker mest for lift-begyndere, som ikke aner, at sikkerhedsbøjlen for neden har en tværpind, som skiene skal hvile på. Når bøjlen og pinden svipper ned, kan den, hvis du ikke husker at flytte fødderne, trykke på låsemekanismen, så skien løsnes fra støvlen.

Hvad gør du: Ryk fødderne til siden, når bøjlen sænkes, og lad skiene hvile på tværpinden under opturen. Flyt ski og støvler ned under tværpinden, lige før sikkerhedsbøjlen skal løftes op igen. Mister du skien, så forsøg at stige af med vægten på din enlige ski og støt dig til begge stave.

5. Din rygsæk hænger fast

Du er klar til at stige af, men ups! En strop fra din rygsæk hænger fast i sikkerhedsbøjlen. Det kan godt blive farligt, hvis ikke liftkontrolløren får standset systemet. Sidste år blev en britisk dreng kvalt i en lift, fordi hans rygsæk hang fast.

Hvad gør du: Hold rygsækken løst foran dig på hele turen og vær sikker på, at der ikke er flyvske stropper, der kan hænge fast i liften. Bliver du fanget, så slip rygsækken, og nåede du ikke at få den af, så prøv af alle kræfter at vikle dig ud af selerne i en fart og råb om hjælp.

6. Du taber mobilen eller en stav

Ah, så sidder man der i en flyvende sofa og nyder vuet til bjergtinderne. Hvad er mere nærliggende end at snuppe et foto med telefonen, pudse solbriller eller tage læbepomade eller solcreme på? Desværre mangler man ofte en hånd eller to, hvis man også skal holde styr på skistave, løse vanter osv., så det er uhyre let at tabe noget.

Hvad gør du: Bliv siddende stille i stedet for at vride for meget rundt i sædet. Bid mærke i, hvor det skete – i forhold til de pister og kendetegn i naturen, du kan få øje på, hvis du skal i gang med en eftersøgning, når du får sne under skiene igen. Eller også må du bare sige pyt – og nyde den smukke udsigt live og ikke gennem kameralinsen.

7. Du falder, da du stiger af

Pludselig forsvinder benene under dig, da du forlader stoleliften, og du falder bagover, så hjelmen siger klonk med underlaget. Medmindre liftføreren lynhurtigt får stoppet liften, må du krabbe dig ud til siden eller gøre dig helt flad, så du ikke får ski og støvler fra den næste stolelift i hovedet.

Hvad gør du: Bliv siddende i liften, til du er sikker på, at dit tyngdepunkt er midt på eller på den forreste del af dine ski. Sæt ikke aktivt af, men lad dig roligt glide ud og op fra liften, når der er sne under skiene.

8. Liften angriber dig bagfra

Nogle af de gamle stolelifte, fx de to-personers, tager ikke farten af ved start og landing. Hvis du ikke skynder dig væk, når du stiger af, risikerer du at blive torpederet bagfra af dit sæde og miste balancen.

Hvad gør du: Kom af banen i en fart og hold gerne en hånd bag dig nede i knæhøjde for at skåne dine bagben mod det voldsomme puf.

9. Du spidder naboens ædlere dele

Er du meget ivrig for at komme af liften, bruger du måske dine stave med lidt for store armbevægelser, så spidserne truer øjne og kønsdele på dine sidekammerater.

Hvad gør du: Hold overarmene tæt ind til kroppen og stavene foran dig i hoftebreddes afstand, når du stiger af. Bliv i din bane, når du glider af, så du ikke bumber ind i de andre, der stog af liften.

10. Du knækker en stav

Hov! Da bøjlen løftede sig, var din ene skistav i vejen, og pludselig sidder du tilbage med en halv stav, fordi bøjlen kappede kalorius midt over.

Hvad gør du: Hold dine skistavene lodret og tilpas lavt til, at bøjlen ikke snupper dem, når den glider op.

11. Du falder af slæbeliften

Selv om en slæbelift har mange kræfter, skal du ikke tro, at den vil bære din totale vægt hele vejen op. Hopper du på den, som om det var en børnegynge, vil du omgående sætte dig på halen.

Hvad gør du: Støt på let bøjede ben og hold skiene parallelle, mens du klemmer til om trækstangen med inderlårene. Endelig en fordel ved at have lår, der rammer hinanden helt af sig selv! Tag forsigtigt fat om trækstangen med en eller begge hænder, når liften nærmer sig mål, spred lårene, slip trækstangen og glid ud på nye eventyr.

12. Du falder af stoleliften

Heldigvis sker det yderst sjældent, at nogen ligefrem falder ned fra stoleliften. Det kan dog ske, hvis en rygsækstrop eller en strop fra ens skijakke hænger fast i sikkerhedsbøjlen, når man forsøger at stå af - og man derefter bliver trukket med videre, hvorefter stroppen brister.

Hvad gør du: Råb om hjælp omgående, så liften stopper, før du kommer ud over afgrunden. Og frem for alt: Forebyg situationen. Sørg for at sikre dit udstyr, så sikkerhedsbøjlen ikke kan få fat i dig.