Motionsformer: Her er de 7 bedste

Hvis tid ikke er det, du har mest af, gælder det om at vælge en træningsform, der stimulerer kroppen så alsidigt som muligt. Og gør du det ordentligt, findes der faktisk flere træningsformer, der på én gang formår at træne både styrke, kondi, bevægelighed og balance.

Kvinde kører på mountainbike i skoven

En tur i skoven giver mere end du måske lige tror.

© iStock

Hvilken motionsform er bedst?

Cirkeltræning

Du kender måske princippet fra CrossFit, diverse fitnesstimer og apps som “7 Minute Challenge”. Træningsformen, hvor du cirkler mellem forskellige øvelsesstationer, er uforlignelig allroundtræning. Når du i fast takt skifter mellem styrke-, cardio- og balanceøvelser, får du både brændt musklerne af, presset konditionen og stimuleret hver eneste flig af din krop.

Mangler du inspiration til effektive træningsprogrammer til cirkeltræning? Så find dem her

3 principper til at opnå større udbytte

  1. Favorisér øvelser, der involverer mest muligt af kroppen, fx armbøjninger, lunges, sprællemænd, squats, burpees og mountain climbers.
  2. Sæt fart på øvelserne, så du laver gentagelserne hurtigst muligt. Det hamrer pulsen i vejret, så du ikke kun får trænet din styrke.
  3. Sørg for at holde så korte pauser mellem hver øvelse som muligt, så pulsen forbliver i vejret. Tilstræb at være i gang igen inden for 10-15 sekunder.

Langrend

Skiløb er fantastisk konditionstræning, samtidig med at musklerne i både over- og underkroppen styrkes. Og med rulleski eller en såkaldt ThoraxTrainer, der giver dig følelsen og bevægelsen af at stage fremad med stave i sneen, er det endda muligt at dyrke træningsformen hele året rundt. For at få mest ud af træningen bør du indlægge bevidste intervaller, hvor du virkelig stager derudad.

Har du helt styr på teknikken bag langrend? Ellers kan du få det her

Offroadløb

Mens en almindelig løbetur primært giver dig god kondi, er det fremragende helkropstræning at stikke af fra løbestierne i skoven. Er det tilladt i din lokale skov, så søg væk fra de faste stier, og rend over stok og sten. Jo mere du skal springe over grøfter, manøvrere rundt om mudderhuller, kravle op ad løse skrænter og balancere over væltede træstammer, jo mere får du trænet din balance, smidighed og styrke.

Vi guider dig her i trail-løb, så du bedst og sjovest kommer gennem skovens forhindringer

Mountainbiking

Ridtet gennem terrænet byder på naturlig intervaltræning, da hver en bakke tvinger pulsen i vejret. Optimér din træning ved at planlægge en rute, der både har teknisk krævende stier, stejle bakker og flade stykker, hvor du kan tonse derudad. Ved at træne med en makker får du både socialt samvær og ekstra motivation til at trykke igennem.

Den perfekte rute

Sammensæt en rute, der består af nedenstående elementer. Kender du en kort rute, der har det hele, kan du evt. køre den flere gange.

  • Der må gerne være en del flad vej, hvor du kan få pulsen op.
  • Et stykke bugtet sti, der udfordrer din balanceevne.
  • Et par stejle bakker, hvor du kan rejse dig i pedalerne.

Du kan nemt optegne, gemme og dele din rute med andre på I FORMs ruteplanner.

Boksning

Den klassiske kampsport har efterhånden gjort sit indtog i mange fitnesscentre, fordi stadig flere får øjnene op for dens enorme træningskvaliteter. Uanset om du vælger centrene eller begiver dig ind i en rigtig bokseklub, kan du se frem til en hæsblæsende træning, der både stimulerer din styrke, kondi og bevægelighed. Og bare rolig, du kan sagtens dyrke boksning uden at skulle i ringen og blive slået til plukfisk.

Har du svært ved at komme ud af døren? Så kan du også få bokse-træningen overstået hjemme

Svømning

Jo flere discipliner du mestrer, jo større bliver træningseffekten. Crawl involverer fx kun overkroppen, og brystsvømning primært benene, mens butterfly byder på enestående, benhård helkropstræning.

Sådan svømmer du dig i topform

3 redskaber, der øger din træningseffekt

  1. Pull buoy Opdriftslegemet placeres mellem dine ben og placerer dig optimalt i vandet.
  2. Håndpadler Den hårde “plast-handske” gør, at du kan trække dig mere kraftfuldt af sted.
  3. Svømmeplade
    Med den i hænderne kan armene hvile, mens benene sættes på overarbejde.

Stand up paddling (SUP)

Det kan godt være, det ser afslappende ud at stå oprejst på et surfboard og padle med en to meter lang åre, men den populære vandsportsaktivitet stiller faktisk store krav til både balancen, kredsløbet og muskelstyrken, og som bonus er naturoplevelsen i top. Du får mest ud af din træning, hvis du udfordrer dig selv med korte intervaller – i stedet for blot at cruise derudad.