Spa, yoga og lækkert vejr: Her er den ultimative wellness-destination
Elsker du også at kombinere ferie med velvære? Så skal din næste tur måske gå til denne dejlige (og virkelig afslappende!) del af Thailand.
Elsker du også at kombinere ferie med velvære? Så skal din næste tur måske gå til denne dejlige (og virkelig afslappende!) del af Thailand.
Sol, sand og vand. Det er nok det første, de fleste af os tænker på, når vi hører, at turen går til Thailand. Selvom det i sig selv er fantastisk, har det tropiske land mod øst dog også meget mere at byde på – især for dig, der gerne kombinerer ferie og nye oplevelser med selvforkælelse og velvære.
Få inspiration her, hvor vi guider til tre fantastiske destinationer på Thailands såkaldte “wellnesskyst”, som du kan besøge på én og samme tur.
Start din tur i farverige Bangkok, hvor der er god mulighed for at tanke op på både kultur og ny energi. Byen er spækket med luksuriøse overnatningssteder med velvære i fokus, og din næste thai massage er altid kun en kort gåtur væk.
Vælg et hotel med eget wellnessområde, eller besøg et af byens mange spa-faciliteter. Det eksklusive Divana Spa har afdelinger flere steder i Bangkok – alle med en lang liste af forskellige lækre behandlinger, du kan vælge imellem. Bestil for eksempel tid til ansigtsterapi eller massage, eller gå all in med en royal treatment for hele kroppen.
Selvom rejsen starter i storbyen, behøver du ikke at sætte træningen på pause. Tværtimod er der masser af nyt at prøve af. Læg eksempelvis vejen forbi et af Bangkoks mest populære pilatesstudios, Pilates Station by SanaMotion, eller book en hot yoga eller vinyasa/hatha yoga-session i det legendariske yogastudio Absolute You.
Tip: Bangkoks restaurantscene byder på lækker mad i lange baner, men du kan også lære at gøre kunsten efter selv. Deltag i en cooking class på Baipai Thai Cooking School, og få tips, tricks og autentiske thai-opskrifter med hjem i kufferten.
Efter nogle dage i Bangkok går turen sydpå. Den smukke kystby Cha-Am er kendetegnet af dejlige strande, afslappende atmosfære og skønne wellnessresorts.
Slå dig ned på The Regent Cha-Am, der med sine indbydende pools, tropiske grønne områder og beliggenhed ned til vandet er et vidunderligt åndehul. Stedet har endda sin egen bikepark, hvor både store og små kan slå sig løs på mountainbike.
I Cha-Am og omegn er der generelt masser af måder at bruge kroppen på. Start eksempelvis ud med en morgenløbetur på stranden, og kom bagefter helt ned i gear med en massage eller en tur i spa på resortet. I området ligger også en stor ATV-park med sjove og actionfyldte aktiviteter – lige fra ATV-kørsel til paintball og bueskydning.
En kort køretur fra Cha-Am ligger Hua Hin – også kendt som Thailands kongeby, fordi den har været fast feriedestination for landets royale siden 1920’erne.
Den charmerende kystby er en blanding af traditionel thailandsk kultur og overdådige luksusresorts, og der er et stort udbud af aktiviteter. Blandt andet er der gode forhold til både SUP, surfing og kitesurfing – så pak badetøjet, og sæt kursen mod stranden!
Vil du dykke ned i den thailandske kultur – og smage på det lokale køkken – kan du besøge byens livlige markeder. På Hua Hin Night Market finder du spændende butikker og lækker streetfood, og byen har også et design- og håndværksmarkedet Cicada Market, hvor du blandt andet kan finde håndlavet interiør, kunst og køkkenartikler.
Tip: Vil du holde fast i den gode rutine, mens du er på ferie? Flere hoteller i Hua Hin tilbyder ugentlige træningsprogrammer. Det gælder for eksempel de femstjernede luksushoteller SO Sofitel Hua Hin og VALA Hua Hin, der ligger ud til vandet. VALA er også kendt for sin restaurant Woods Kitchen Bar, der bruger lokale råvarer og har egen farm.
Er du klar til at pakke kufferten? Se meget på thecoloursofthailand.com