Du gør det sikkert som en fast rutine om morgenen, og du har formentlig også et bestemt mærke, du sværger til. Og selvom du sikkert vil mene, at du mestrer deodorant-disciplinen til det ypperste, så kan du meget vel blive klogere ved at læse med her …
Du bruger det forkerte produkt
Deodorant, deo, antiperspirant – kært barn har mange navne. Men der ER faktisk forskel på, om du bruger deodorant eller antiperspirant. Forskellen er, at hvor deodoranten udelukkende har til formål at formindske lugtgener, så har antiperspiranten den effekt, at den blokerer svedkirtlerne.
Du har brugt det samme produkt for længe
Er du én af dem, der sværger til en bestemt type antiperspirant, og altid køber den samme, fordi den bare altid har virket? Så kan det meget vel være, at det ikke virker så godt længere. Det er nemlig sådan, at kroppen kan blive resistent over for den samme type antiperspirant, hvis man bruger den samme i for lange perioder.
Du påfører på de forkerte tidspunkter
Vækkeuret ringer – du står op, vasker ansigtet, børster tænderne og tager deodorant på. Det er en velkendt morgenrutine for de fleste.
Er din deodorant en antiperspirant er det dog bedre at smøre den på huden inden sengetid. Du får nemlig størst effekt af din antiperspirant, hvis du påfører den på tidspunkter i døgnet, hvor dine svedkirtler er mindst
aktive og dermed bedre kan absorbere de aktive stoffer. Dermed vil antiperspirantens svedhæmmende effekt fungere bedst muligt dagen efter.