8 påhit, du kan snuppe fra børn

Kender du et mindre barn, så ved du også, hvor umiddelbare de kan være i både krop og sind. Det retter vi ofte ind hos dem, når de nærmer sig skolealderen. Men faktisk har vi voksne meget at lære af dem ...

En kvinde slår en vejrmølle. Hun er i kontakt med sit indre barn.

BØRNS VANER – Hvornår har du sidst slået en vejrmølle? Det og meget mere kan du lære af børn.

© Jakob Helbig

Vi voksne er eksperter i at sidde stille på en stol. Og gøre det, der forventes af os.

Børn – de har stadig god kontakt med deres indre legebarn og skæve, kreative tanker. Dét kunne vi lære noget af, så her har vi samlet en række sunde påhit fra børn.

Og nøjes nu ikke med at læse dem. Det er meningen, du skal prøve dem af! Lur os, om det ikke vil gøre dig glad i låget og inspirere dig til nye tanker.

Tænk stort

Astronaut, popstjerne eller professionel fodboldspiller. Sådan svarer børn typisk, hvis de bliver spurgt, hvad de vil være, når de bliver store. Med alderen kan vi nærmest ikke komme i tanke om, hvad vi drømmer om, i bare fokus på begrænsninger. Dér kunne vi virkelig lære noget af børn!

Hovedet nedad

Når en baby skal lære at gå, kan man styrke balancen ved at få væsken i barnets øregange til at flyde. Det er derfor, de gerne skal have hovedet nedad dagligt.

Hvornår vender du dig selv på hovedet? Prøv det af, fx med yoga. Det styrker både balancen, fordøjelsen og energiniveauet.

Prøv I FORMs yoga-univers her

Mærk din mæthed

Hvor længe bliver du ved med at spise: til du har spist op, eller til du er mæt? Mangen et barn ved et spisebord er blevet irettesat for at levne fiskefrikadeller og råkost på tallerkenen. Men det kan godt være, at det er børnene, der har fat i den lange ende her.

Forkælelse i små portioner

Børn, voksne og ældre – alle kan have brug for en snack. Vil du imidlertid undgå at overspise, så kan du låne lidt af børnenes slikvaner. Sådan en miniature af en plade chokolade som Mini-Muh eller en pose slik som Haribos miniposer er forkælelse, der ikke vælter kalorieregnskabet.

Giv et kram

Et rigtigt bjørnekram er noget, der skaber tryghed og nærvær. Den lille hverdagsforkælelse er børn som regel gode til at give os. Husker du også at give et kram til de voksne i din nære omgangskreds indimellem?

Bevæg dig

Et femårigt barn ville aldrig gå forbi en trappe uden at trippe et par trin op ad den. Eller slå en vejrmølle, hvis hun passerer en strand eller en græsplæne. Den slags små bevægelser er fantastisk gode for kroppen, så kopiér dem endelig.

Vis følelser

Måske skal du ikke ligefrem lægge dig skrigende på gulvet i supermarkedet, men ... Vrede, tristhed og jalousi hører med til at være menneske. Af en eller anden grund har vi voksne travlt med at gemme de svære følelser væk.

Her kan vi lære meget af børn, der generelt er i bedre kontakt med hele følelsesregistret.

Stil (dumme) spørgsmål

Børn har en befriende tendens til at spørge, når de oplever noget uforståeligt. Fx en person i kørestol. Det kan give anledning til mange lærerige snakke. Og metoden er – næsten til enhver tid – at foretrække frem for vi voksnes hvisken i krogene over tabuer.

Artiklen blev bragt i I FORM nr. 09/2023