Det gør et aktivitetsarmbånd for din sundhed

Drømmer du om en diætist eller en personlig træner, som kan sparke dig i gang med en sundere livsstil? Tænk, hvis du med et simpelt og langt billigere hjælpemiddel kan skyde genvej. Vi har bedt Michella om at teste et aktivitetsur for at se, om det er nok til at opnå nye og bedre vaner. Se her, hvordan det gik.

Kvinde med aktivitetsarmbånd

AKTIVITETSARMBÅND - KAN DET BOOSTE DIN SUNDHED? Michella har testet et aktivitetsarmbånd i 3 uger. Læs her, hvordan det gik.

© Thomas Dahl

Michella på 41 år har et stillesiddende job og rører sig meget lidt til daglig. Derfor sagde hun ja til at teste et aktivitetsarmbånd i tre uger i håbet om, at det kunne hjælpe hende til at bevæge sig mere.

Inden testen startede, satte hun sig et mål om at gå 7000 skridt om dagen og træne tre gange om ugen.

Sådan gik Michellas 21 dage

  • DAG 1: Jeg starter blødt ud med at satse på 4000 skridt om dagen. Det er jo piece of cake.

  • DAG 8: Hmm ... 7000 skridt er lidt af en udfordring. I dag måtte jeg køre helt ud til den anden ende af byen og lufte min mors hund bare for at få nok skridt.

  • DAG 12: Det går jo strygende. Jeg har været i fitnesscenteret flere gange og fået masser af ros af uret.

  • DAG 15: Øv, et par sygedage har sat en stopper for træningen. Mit ur skriger desperat på flere skridt!

  • DAG 21: Tilbage på sporet! Jeg har trænet hele tre gange i denne uge OG gået ture. Jeg må erkende, at jeg er blevet totalt trackerafhængig.

Hvordan har det været at gå med et aktivitetsarmbånd?

Jeg er helt vildt overrasket over, hvor meget det egentlig har motiveret mig til at få rørt mig. Der sidder hele tiden den der lille dims på håndleddet og prikker til mig og siger: “Kom nu i gang!”

Og så brummer den og giver mig stjerner, når jeg når mine daglige mål. Det er en stor forløsning at få sådan et klap på skulderen. Det er klart en fordel, at jeg sætter mine egne personlige mål, for så snyder jeg kun mig selv, når jeg ikke når dem.

Har du ændret vaner?

Ja, jeg er begyndt at prioritere min tid anderledes. Man hiver jo tit en halv time ud af kalenderen til småting, så hvorfor ikke bruge den på lidt motion? Fx var jeg ude at spise en aften, og på vej hjem tænkte jeg:

“Jeg kan da godt lige smutte forbi fitnesscenteret og få lidt sved på panden efter det store måltid”.

Træningstøjet lå alligevel i bilen. Før ville jeg være røget direkte hjem på sofaen. Jeg er også begyndt at parkere helt nede i bunden af parkeringspladsen på mit arbejde bare for at få flere skridt.

Er der nogen ulemper ved at blive målt døgnet rundt?

Egentlig ikke. Altså jeg får mere dårlig samvittighed, hvis jeg ikke får rørt mig og når mine mål, men det er lige så meget en fordel, fordi det får mig i gang. Jeg er bare enormt glad for at have fået en fast rutine med træning og en masse gåture.

Vil du bruge tracker fremover?

Helt sikkert. Den er supernem at bruge. Uret sidder jo bare der på håndleddet og samler mine data, uden at jeg skal gøre noget. Og så kan jeg følge med i app'en og se mine forbedringer – det er jeg blevet ret afhængig af.