Er kakaoskummetmælk sundt?
Se svaret fra eksperten på iform.dk.
Spørgsmål
Jeg er ikke så glad for mælk, men jeg elsker kakao. Derfor vil jeg gerne vide, om det er usundt at drikke Mathilde kakaoskummetmælk? Kan man drikke, lige så meget man vil, uden at det påvirker ens vægt?
Svar
Faktisk er kakaoskummetmælk en sund drik med lavt indhold af fedt og højt indhold af de gode næringsstoffer fra mælk som for eksempel protein, B-vitamin og kalk.
Men det betyder ikke, at du kan drikke lige så meget, du vil. Kakaoskummetmælk indeholder nemlig en del energi (kalorier) fra det tilsatte sukker og fra proteinerne, og hvis du indtager mere energi, end du forbrænder, så tager du på.
Det er oven i købet lettere at drikke sig til for meget energi end at spise sig til det - også når vi taler om fedtfattige produkter.
Så hold forbruget nede på højst en halv om dagen.