Hey! Det er jo dem, de seje sejlerpiger. Respekt, vi holder med jer!, råbte folk på gaden, da hele flokken af veltrimmede kvinder og deres træner kom løbende gennem de små gader i den spanske middelhavsby Alicante, før solen for alvor var stået op.
I de sidste par uger har byen nærmest været farvet pink af billboards med netop disse kvinder, der i dag stak til søs i en shocking pink monsterbåd, finansieret af den svenske hygiejnegigant SCA. Kort før afgang fulgte I FORM deres sidste forberedelser, og bl.a. fik jeg lov at træne med dem.
SMUGKIG: Her kan du se de seje kvinder på youtube
I de næste ni måneder skal kvinderne sejle jorden rundt om kap med seks “mandebåde” i Volvo Ocean Race, verdens hårdeste kapsejlads. De skal slås med op til 30 meter høje bølger, undgå at falde i kløerne på pirater og kommer så langt ud in the middle of nowhere,
at de har kortere afstand til den nærmeste satellit ude i verdensrummet end til den nærmeste kyst. Nu, hvor de er på vej til Cape Town, vil der gå mindst 25 dage, før de ser land igen. Hvis noget på båden går i stykker, skal de selv reparere den. Og hver eneste gang båden krydser, skal besætningen flytte over tre tons udstyr under dæk: Sejl, reservedele, mad og anden udrustning.
Det er noget, der kræver muskelstyrke, og derfor har kvinderne tilbragt det seneste år i en træningslejr på Lanzarote for at blive så fysisk stærke, at de hurtigt og effektivt kan bakse med de kæmpestore sejl og manøvrere båden, så de kan sejle lige op med mandebådene i feltet. Eller endnu bedre: Give dem lammetæv!
De er fra England, USA, Australien, Schweiz og Holland og i alderen 28-41 år. Mange af dem har en lang sejlerkarriere på eliteniveau bag sig, et par har deltaget i OL, flere har sejlet jorden rundt før – den ene helt alene og oven i købet to gange!
Holdet er håndplukket blandt mere end 250 sejlerkvinder fra hele verden, som var villige til at ofre næsten hvad som helst for at komme ombord på SCAs kvindebåd. Udvælgelsen foregik bl.a. på baggrund af hårde fysiske tests.
I FORM mødte pigerne på en “hviledag”. Hviledag betyder, at pigerne undtagelsesvis ikke skulle hegles gennem udmarvende crossfitlignende træningspas, men kunne “nøjes” med at løbe to gange op til Alicantes berømte borganlæg. der ligger på toppen af et lille bjerg. Deres konkurrenceinstinkt fornægtede sig ikke: De spurtede ned af bjerget og var sprutrøde i hovedet af at give sig selv fuldt ud. Jeg fik min sag for, da jeg - trods min t-shirt, der ikke er helt reglementeret pink – løbetrænede med de toptrimmede sejlatleter på en af deres sidste ture inden den ni måneder lange sejlads. –
Personligt er jeg i mit livs form, stærkere end nogensinde, og det gælder også resten af flokken.
Nu gælder det bare om ikke at blive skadet, forkølet eller på anden måde svækket inden afgang, sagde bådens kaptajn, Sam Davies, 40 år. Hun har sejlet hele sit liv og deltaget i et hav af prestigefyldte kapsejladser. For hende var det en 35 år gammel drøm, der gik opfyldelse, da SCA-båden – der har Kronprinsesse Victoria som gudmor – sejlede afsted mod Cape Town.
Og det er en drøm med omkostninger. Sam har nemlig en lille søn, som hun kun kommer til at se i de ni havne, hvor bådene mellemlander, før de kommer i mål i Göteborg i slutningen af juni. Det var hendes betingelse for at være med på båden, og det kan kun lade sig gøre, fordi hun har en fuldtids barnepige og en mand, der har sat sin egen karriere på hold.
Hun ved også, at turen rent fysisk bliver det hårdeste, hun nogensinde har oplevet. Kvinderne vil i snit tabe sig otte kilo, selv om de propper sig med frysetørret mad - op til 6000 kcal om dagen – når de sejler, og spiser igennem, når de pitstopper undervejs.
Derfor er det helt med vilje, at pigerne i løbet af det seneste års træning har opbygget flere kilo ny muskelmasse. De får brug for hvert eneste gram. - Jeg har taget seks kilo ren muskelmasse på, beretter Liz Wardley fran Australien. Bemærk, at hun har ekstra vægtskiver bundet rundt om livet.
På mandebådene er der otte sejlere ombord plus en reporter, der kan skrive om turen til medierne. På Team SCA består besætningen af 11 kvinder plus en reporter for at udjævne den fysiske styrkeforskel mellem mænd og kvinder.