Hvordan får jeg helt flad mave?
Har I nogle fif, der kan give mig helt flad mave?
Fedtets placering på kroppen er delvist genetisk bestemt. Når man gerne vil af med det fedt, der sidder inde i bughulen, og som øger risikoen for livsstilssygdomme, så er den bedste strategi at spise mindre sukker, drikke mindre mængder alkohol og stresse ned. Bulen på maven er en del af kroppens samlede fedtreservoir, og den kan derfor være hårdnakket at komme af med.
Mavebøjninger preller helt af på den, fordi underhudsfedtet forbrændingsmæssigt er helt og aldeles adskilt fra de underliggende muskler. Kalorierne til at dække forbruget under træning kan derfor lige så godt komme fra fedtet i ansigtet eller fra brysterne som fra mavedellen. Din strategi er derfor at sænke hele din samlede fedtprocent, for så tærer kroppen også på mavefedtet.
Samtidig skal du træne de dybe mavemuskler, som holder sammen på din bughule. På den måde strammer de hele maven op. En væsentlig del af en flad mave er netop en stærk kropskerne, der holder mave-tarm-systemet inde i bughulen frem for at lade det presse maven ud.