Feder det at spise før sengetid?

Passer det, at det feder mere, hvis man spiser lige før sengetid? Se svaret fra eksperten på iform.dk.

Forbrændingen af kalorier er lavest på hele døgnet under søvnen. Her forbrænder man 5-10 pct. mindre end det, der svarer til basalstofskiftet. Basalstofskiftet er den forbrænding, der sker, når man er vågen, og opholder sig i stuetemperatur - altså helt uden udfordringer for kroppen. Ovenstående foranlediger mange til at tro, at man lettere tager på, hvis man spiser umiddelbart inden sengetid, end hvis man spiser på andre tidspunkter af døgnet.

Stadig flere ernæringseksperter forkaster dog denne teori, ud fra erkendelsen af, at det er døgnets samlede kalorieindtag set i forhold til det samlede kalorieforbrug (gennem fysisk aktivitet) der afgør, om vægten går op eller ned. Ud fra det perspektiv er det fuldstændig ligegyldigt, hvornår du fylder for meget brændstof på tanken - morgen, middag eller aften før eller siden vil tanken løbe over og den slanke linie gå tabt.