Sådan klæder du dig bedst på til løbeturen

Det er svært at klæde sig tilpas på til udendørs træning - især når vejret er så omskifteligt. Enten sveder man, og ellers fryser man. Men nu skal det være slut! Vi har samlet en række tips til at gøre træningen til en sand fornøjelse i det helt rette træningstøj.

Træningstøj til løbeturen, kvinde, efterår

Selv om det er dejligt at træne udendørs i efteråret, er det også en drilsk årstid. Temperaturen kan svinge en del, og vind og regn kan føles kolde. Det kan omvendt også pludselig føles varmt, hvis der er vindstille, og solen skinner fra en skyfri efterårshimmel. Det er derfor en god idé at tænke i lag, når du skal finde den ideelle påklædning til løb i overgangsperioden. Så undgår du, at huden bliver kold og klam, eller at du overopheder og ikke kan komme af med varmen. Herunder får du tips til, hvordan du vælger de rette kombinationer af lag.

Tips til efterårsgarderoben

Det inderste lag Det er vigtigt at have styr på det inderste lag. En langærmet undertrøje i svedabsorberende materiale vil være et rigtig godt valg. Den leder sveden væk fra kroppen og sørger for, at du ikke bliver kold og klam.

På lune efterårsdage

Er det en flot efterårsdag uden vind eller byger, kan en langærmet undertrøje ofte være nok i sig selv. Evt. kan du supplere med en tynd top indenunder.

På dage med regn og blæst

Efterårsvejret er ofte uforudsigeligt, og derfor er en løbevest en rigtig god investering. Den er god at have over den langærmede undertrøje på koldere dage. Den holder på kropsvarmen, men vil stadig ikke være så varm som en løbejakke, da du stadig får luft til armene. Gå efter en vest i vind- og vandafvisende materiale, så den kan modstå en pludselig byge eller hård vind. Det er også godt, hvis den har en høj krave, som bidrager yderligere til at holde vinden ude.

En to i én-løsning

En økonomisk smart løsning er at investere i en løbejakke, der har aftagelige ærmer. På den måde kan du bruge den som vest både forår og efterår og så lyne ærmerne på igen, når vinterens kulde sætter ind, og du har brug for endnu mere afskærmning fra vejret.

Lad ikke kulden sætte en stopper for din træning. Se her, hvordan du får en lækker løbetrøje fra Craft sammen med det nye I FORM.