Kan jeg løbe som overvægtig?

Jeg vejer omkring 30 kilo for meget, men jeg vil så gerne tabe mig. Løb siges jo at være eminent til at blive ekstra kilo kvit, så kunne det mon også være noget for mig?

SVAR:

Løb er ganske rigtigt en af de mest effektive måder at forbrænde kalorier på – alligevel skal du vente en postgang med at kaste dig over løbeskoene.

Overvægt er nemlig hård ved knæ, ankler og skinneben, og kaster du dig ud i det med det samme, risikerer du at få skader meget hurtigt. Vandreture i raskt tempo er derfor et langt bedre sted for dig at begynde, og de kan sagtens forbrænde massevis af kalorier.

Daglige cykelture på arbejde forbrænder også mange kalorier – du kan let komme op på 400 kcal/time.