Er crosstraineren mere effektiv end løbebåndet?
Jeg kan se, at jeg forbrænder mere, når jeg står på crosstraineren, sammenlignet med, når jeg løber på løbebånd. Kan det virkelig passe?
Jeg kan se, at jeg forbrænder mere, når jeg står på crosstraineren, sammenlignet med, når jeg løber på løbebånd. Kan det virkelig passe?
Løb er en effektiv motionsform, der forbrænder mange kalorier, fordi du bærer din egen kropsvægt. Men løb er også hårdt, og det betyder, at du har sværere ved at være i gang på løbebåndet i lige så lang tid som på fitnesscentrets øvrige maskiner, fx crosstraineren.
De fleste formår at være i gang i rimeligt lang tid på en crosstrainer – uanset hvilken form de er i. Derimod kræver det en temmelig god form at løbe langt, fordi det hurtigt føles hårdt.
Derfor kan det sagtens hænge sådan sammen, at du ubevidst står længere tid på crosstraineren – og derfor også forbrænder flere kalorier. Og at du, når du løber, holder et langsomt tempo med en lav puls, som ikke boner synderligt ud på kaloriekontoen.
Jeg vil tro, at din situation hænger sådan sammen. For direkte sammenlignet med løb sluger crosstraineren ikke flere kalorier. Dit åndedræt er i øvrigt altid en god indikator for, om du forbrænder mange eller få kalorier. Hvis du hiver efter luft, forbrænder du mere pr. minut, end hvis du kan tale normalt.
LÆS OGSÅ: 4 fede teknikker til løbebåndet
Men faktisk mener jeg ikke, at vi kvinder skal gå helt så meget op i at tælle kalorier. Træning skal gøre dig sund og stærk, og hvis du tænker for meget i kalorier, stresser du kroppen.
Den er ikke bare en simpel “kalorie ind-kalorie ud”-maskine, og ofte kan man ikke regne med det kalorieforbrug, cardiomaskinerne viser. Maskinerne er ofte lidt for flinke ved os og viser en for høj kalorieforbrænding, og det kan sende os misvisende signaler.
Kvinder er virkelig gode til at belønne sig selv for deres træningsindsats. Når en kvinde ser, at hun har forbrændt 400 kalorier på crosstraineren, er hun lynhurtig til at fortælle sig selv, at hun så har fortjent at tage et stykke kage senere på dagen.
Jeg har haft rigtig mange kunder, som har tænkt sådan, og som derfor aldrig er kommet ned på deres drømmevægt. For i stedet for at nå deres mål går de rundt og snyder sig selv dag ud og dag ind på grund af kalorieudregningen på cardiomaskinerne.
Så er det bedre at spise sundt og varieret i løbet af dagen og undlade at belønne sig selv efter træningen.