Styr uden om de klassiske fejl på en 5-km

Din form er i top, men hvordan ser din strategi ud?

Bliv klogere på præcis hvordan du skal løbe din næste 5 km.

Rigtig mange kvinder, der løber 5 km på 30 minutter, tænker ikke over, hvordan de skal placere sig i et løb, og hvornår de skal sætte tempoet op. Vi guider dig igennem et løb kilometer for kilometer, så du kan styre uden om de typiske fejl.

Starten

Du har trænet hårdt, så tro på dig selv, og stil dig på det sted i feltet, der passer til dit niveau.

Efter 500m

Du lader de hurtigste trække fra og løber af sted i dit eget hårde, men kontrollerede tempo, så du har energi nok til at øge senere.

Ved 1. km

Sæt farten en smule op, og hægt dig på en løber, der løber en anelse hurtigere end du, så du får en “hare”, der kan trække dig.

Ved 2. km

Slap af i skuldrene og løsn op i kroppen, så du stadig løber hurtigt, men afslappet. Du glæder dig over dine gode ben, nu hvor du næsten er halvvejs gennem løbet.

Ved 3. km

Sæt intensiteten en smule op på bakken for at presse modstanderne. Mærk, hvordan du nu får gavn af al din bakketræning.

Ved 4. km

Fokuser på konkurrenterne og udse dig en foranliggende løber, som du indhenter med en kraftfuld forcering, der presser pulsen i vejret.

Ved 4,8 km

Du lukker op for alle sluser, giver den gas med alt hvad du har tilbage!

Mål

Du krydser stolt målstregen i højt tempo med en vished om at have givet dit absolut yderste. Du ser allerede frem til næste løb!