Kan jeg træne, når jeg er hypermobil?

Spørgsmål

Jeg har hypermobile led. Er der nogle motionsformer, der vil være særligt gode for mig – og nogle, jeg helst skal holde mig fra?

Svar

Når du er hypermobil, giver dine ledbånd og sener så meget efter, at du let risikerer at overbelaste dem. Kommer du ofte ud i yderpositioner, vil det slide på den brusk, der beskytter knoglerne, og er brusken først slidt helt væk, vil knogleenderne røre hinanden.

Den tilstand er meget smertefuld og fører til slidgigt. Du kan modvirke dette slid ved at styrke musklerne omkring leddene. Jo stærkere musklerne er, jo bedre kan de holde leddet på plads. Når du styrketræner, er det vigtigt, at du både laver stabiliseringsøvelser, hvor du træner de små muskler, samt øvelser med tungere vægt, hvor du træner kroppens store muskler.

Hvis du ikke er vant til at styrketræne, så kontakt en personlig træner. For det er ekstremt vigtigt, at du træner med den rigtige teknik, så du ikke overstrækker leddene, når du løfter tungt. Da du som hypermobil er meget smidig, vil det være en dårlig idé at dyrke yoga og pilates, da du provokerer leddene i positioner, hvor de i forvejen er alt for smidige.

Vandaerobic skal du ligeledes holde dig fra, da vandet lægger pres på dine led både forfra og bagfra. Så er du ikke opmærksom på at bøje i leddene, er der risiko for, at dine led bliver overstrakte. Det samme gælder for thai bo og boksning.

Alle andre motionsformer kan du sagtens dyrke. Især styrketræning, løb, cykling og aerobic er særligt velegnet til dine hypermobile led.