Kan jeg træne appelsinhud væk?

Spørgsmål: Jeg er flov over at vise mine ben frem for andre, fordi der er meget cellulite på dem. Kan jeg træne det væk?

I FORMs træningsekspert Michelle Kristensen svarer

Vi kvinder er meget forskellige. Mens nogle slipper af med deres appelsinhud, så snart de begynder at træne, vil andre altid have en snert af den, selv om de gør alt, hvad de kan for at give den gas.

Men som udgangspunkt kan du nå rigtigt langt i kampen for at gøre stængerne lækre. Cellulite er fedt, som har ophobet sig i en forandret hudstruktur. Når vores musklers bindevæv med årene bliver mere stift og trækker sig sammen, så laver det små fordybninger i huden, som kaldes cellulite.

Typisk får man med årene mere fedt i underhuden, og dermed mere appelsinhud. Det er heldigvis rigtig godt at bekæmpe cellulite med træning. Når vi træner, strammes bindevævet op, og vi forbrænder fedt. Især hvis du sørger for at lave træningsformer, hvor du bruger benene meget, er du godt i gang med at bekæmpe din cellulite.

Fup og fakta om appelsinhud

Det er bedst at vælge jævn, moderat motion frem for små, korte og knaldhårde træningspas. Og så er styrketræning for benene også meget vigtigt, så du får øget din forbrænding af fedt og strammet bindevævet op. Stræb efter at komme af sted til træning fire gange om ugen – det giver mest.

Ud over ihærdig træning er det vigtigt, at du spiser sundt, så du får sat en stopper for fedtophobningen og kommer ned i fedtmasse. Husk at drikke en masse vand, spise yderst sundt (drop forarbejdede fødevarer, lyst brød, ris, pasta, sukker og korn) i en periode, og se, hvordan det indvirker på din hud. Med den rigtige træning og den rette kost skulle du meget gerne se resultater, som får dig til at ville vise benene frem.