Sådan tackler du skovens underlag

Tag på mountainbike-tur i skoven. Vi lærer dig at tackle mudder og smat på mountainbiken – uden at vælte.

Mountainbike i skoven

MOUNTAINBIKE I SKOVEN Har du styr på, hvordan du kan komme bedst gennem skovens forhindringer?

Våde rødder på stien

Fugtige rødder i skovbunden og våde, glatte dæk på cyklen er en dårlig kombination. Rammer du skævt ind på en rod, kan forhjulet glide på det glatte træ og forsvinde under dig. Sørg derfor for at køre lige over rødderne med forhjulet, og løft gerne en anelse op i styret, lige før du rammer roden. Det gør ikke så meget, at baghjulet kommer lidt mere skævt på roden. Det er ikke helt så svært at kontrollere, hvis baghjulet skrider ud.

Våde rødder på bakken

Forsøger du at accelerere med baghjulet oven på en våd rod, mens du kører opad, vil du med stor sandsynlighed ende med at få hjulspin. Det får cyklen til at miste fart, og du får svært ved at komme op over bakken. Kig derfor fremad, og læs stigningen.

Sørg for at give den gas umiddelbart før rødderne, og lad så cyklen trille over dem. Du skal først lægge rigtig kraft i pedalerne igen, når du er sikkert forbi.

Mudder

Læg vægten tilbage på cyklen, og løft forhjulet en anelse, lige før du rammer en mudderpøl. Med den teknik kan du tvinge forhjulet til næsten at flyve over mudderpølen, så det lander på den anden side. Du undgår på den måde, at forhjulet sprøjter mudder op på dine ben – og mere vigtigt op på kæden og baghjulet, der ikke har godt af for meget smat.

Baghjulet rammer så til gengæld mudderhullet meget hårdt, men det gør ikke så meget, da mudderet blot bliver sprøjtet bagud. Generelt er det en god idé at lade være med at køre igennem mudderhuller, hvor kæden kommer helt ned i mudderet. Det slider hårdt på den.

Efterårsblade

Træernes blade er stadig flotte, når de er dalet ned og ligger røde og orange i skovbunden, men de kan også være særdeles glatte.

Dels kan de være fedtede, dels kan de holde på nattens frostgrader og gemme på lidt sne og is. Sæt derfor farten lidt ned, hvis du fx skal lave et skarpt sving midt i en bunke blade i skovbunden.