Få styr på din mountainbike
Mountainbikeruterne i skoven byder på mange udfordringer - også når de ikke er smattet til med mudder. Her er 4 tricks til at tackle dem.
Mountainbikeruterne i skoven byder på mange udfordringer - også når de ikke er smattet til med mudder. Her er 4 tricks til at tackle dem.
Det er en klassisk begynderfejl at køre med for hårdtpumpede dæk. De giver mindre greb i den fugtige skovbund og får cyklen til at hoppe som en ballon. Luk luft ud af dækket, til du ret let kan trykke det 3-4 mm ind. Det kan først føles som en halvflad fornemmelse at køre på dækkene, men du mærker hurtigt, hvordan de nærmest suger sig til underlaget og giver et solidt greb i underlaget. Rammer du hele tiden ned på fælgen, har du lukket for meget luft ud.
På nedkørslerne kan du godt føle, at du let mister kontrol over cyklen. Især i en mudret skov, hvor bremserne ikke fungerer helt så godt som på en tør sommerdag. Du bevarer nemmest magten over cyklen, hvis du skyder vægten helt tilbage, når du suser ned. Du skal skyde numsen helt ud over baghjulet og stritte, som var du en bavian i løbetid. Du skal så langt tilbage, at det næsten er maven, der ligger på sadlen. På den måde letter du presset på forhjulet og får cyklen under kontrol.
Går det opad, gælder det om at finde balancen. Der skal være så meget vægt på forenden af cyklen, at den ikke stejler, og så meget vægt på baghjulet, at det stadig kan få fat i underlaget. Et godt begyndertrick er at lade vægten komme så langt forud, at spidsen af sadlen sidder lige i numsen. Det vil typisk være meget tæt på den optimale balance på en kraftig stigning.
Kig lidt fremad, og læs sporet, og kig aldrig ned på forhjulet. Træf hurtige beslutninger, og søg den bedste rute. Måske kan du slippe for en rod eller et mudderhul undervejs, hvis du kører til højre om træet i stedet for til venstre. Det gør alt i alt ruten lidt lettere.