Boblebad giver intenst velvære
Når du sætter dig til rette i boblebadet reagerer kroppen med følelsen af ren velvære. Takket være kombinationen af trykpåvirkninger, impulser af varme og kulde, blid vuggen eller masserende spulen.
Når du sætter dig til rette i boblebadet reagerer kroppen med følelsen af ren velvære. Takket være kombinationen af trykpåvirkninger, impulser af varme og kulde, blid vuggen eller masserende spulen.
Den ændrede tyngdekraft under vand vil få en del af det blod, der normalt befinder sig i dine ben, til at bevæge sig op til hjertet og de større blodkar. Effekten er mest udtalt i koldt vand. Det giver hjertet 35 procent mere blod (ca. 700 ml) at pumpe rundt. Hjerterytmen stiger i vand, der har samme temperatur som kroppen eller er varmere, og falder i koldt vand. At blodet ruller raskere, er positivt, fordi det giver bedre iltforsyning til alle hjørner af kroppen. Jo mere ilt, jo mere energi. Jetdyser kan forstærke virkningen, hvis de vender rigtigt, så blodet hjælpes frem mod hjertet. Nogle undersøgelser viser, at blodtrykket forbliver konstant, andre, at det systoliske blodtryk (det høje) stiger lidt, mere i koldt og varmt vand end i vand af kropstemperatur.
Når blodet tvinges fra benene op til hjerte og lunger, stimuleres nyrerne til at producere mere urin. Herved fjernes flere giftstoffer og affaldsprodukter end normalt. Mange tisser op til seks gange mere, når de er på spa!
Vandets eget tryk, forstærket af jetstrålernes påvirkning af hud og væv, virker som lymfedrænage: Massagen frigør lymfe, der er bundet rundt i kroppen, og hjælper det frem til lymfeknuderne, hvor affaldsstoffer, mikroorganismer og unødvendig væske nedbrydes. Hermed fjernes også væskeophobninger. Har du fx tendens til tunge ben, vil de føles markant lettere og du bliver lettere og mere afslappet.
I vand kan du ikke foretage helt så dybe ind- og udåndinger som på landjorden på grund af vandmodstanden mod brystkasssen. Da du jo skal trække vejret, er det god styrketræning for åndedrætsmusklerne, som får lettere ved at trække vejret naturligt på land.
Led bliver mere smidige og får større aktionsradius i vand, fordi de ikke skal bære hele ens vægt. Et varmt boblebad med jetdyser kan blødgøre både muskelfibre og bindevæv og låse stive led op. Spændingssmerter reduceres eller forsvinder måske helt.
37-38 grader varmt vand udløser en række hormonale ændringer via hypofysen i hjernen. Bl.a. frigøres hormonet ACTH, som sætter gang i produktionen af bl.a. stoffet hydrokortison, som kan give hjernen en følelse af eufori og velbefindende. Også andre velværehormoner er på spil.
Skjoldbruskkirtlen danner mere af hormonet thyroxin, som sætter fart på kalorieforbrændingen.
Du kan opnå en særlig opkvikkende effekt ved at holde igen med varmen i boblebadet. Fx får 18 grader koldt vand blodkredsløbet i huden til at gå på vågeblus. I stedet trækkes blodet ind i hjertet og de store blodkar inden for brystkassen og de pulsårer, der fører blod til hjernen. Hermed føler man sig mere vågen og kvik. Og bagefter, når man har fået varmen igen, slapper man dejligt af. Luftboblerne i badet giver lidt af samme saunaeffekt: små kolde eksplosioner i det varme vand.
Vand over 37 grader får større mængder blod til at forplante sig til hud og muskler. Når musklerne bliver varme og spændingerne slipper, og når hele kroppen renser ud og flytter rundt på sine væskedepoter, smelter velvære sammen med træthed - og man får stor trang til at se dyner!