Annonce

8 specielle tegn: Vidste du, at dette kan skyldes for lidt søvn?

Din krop er en sladrehank, når det kommer til for lidt søvn. For selv om du føler dig udhvilet efter seks timer, er det ikke altid nok, og det fortæller din krop dig. Her er 8 tegn, du skal være opmærksom på.

Søvn er vigtigt. Det ved vi. Alligevel er vi mange, der har en tendens til lige at se et ekstra afsnit af yndlingsserien eller stå op en time før for at nå det, vi skal, selv om vi ikke har fået de 7-8 timers søvn. Og føler du, at du kan komme igennem dagen uden for meget træthed, fortæller du måske dig selv, at du sagtens kan køre på mindre søvn.

Men din krop er en værre sladrehank, når det kommer til, om du får nok søvn. Så døjer du med forkølelse, er din sukkertrang lidt for stor, eller er dine muskler trættere, end de plejer? Det kan være din krop, der prøver at fortælle dig, at du skal blive bedre til at prioritere din søvn. Her er 8 specielle tegn, du skal være opmærksom på.

1. Du er hele tiden forkølet

Immunforsvaret genopbygger sig selv, når du sover. Er du i søvnunderskud, vil det påvirke immunforsvarets evne, og du vil derfor være mere modtagelig overfor infektioner og samtidig have sværere ved at bekæmpe dem. Får du nok søvn, er det derimod et godt middel til at bekæmpe en forkølelse, før den sætter sig.

2. Du spiser for meget slik

For lidt søvn kan gøre usunde vaner endnu mere fristende. Søvnmangel påvirker nemlig den del af hjernen, som giver trang til søde sager. Så når trangen til slik melder sig, kan det være et tegn på manglende søvn.

3. Du bliver (lidt for) ofte skadet

Er du en af de uheldige, der ofte oplever skader på knæ, ankler eller ryggen, kan det være et tegn fra kroppen om, at den har brug for mere hvile. Når dine muskler er trætte, er dine bevægelses- og reaktionsmønstre nemlig ikke nær så skarpe, og det kan resultere i skader.

4. Du kan ikke løfte så meget i træningscentret, som du plejer

Dine muskler bliver styrket og repareret af væksthormonet somatostatin, når du sover. Får du ikke sovet nok, bliver dine muskler ikke styrket i samme omfang. Det kan du mærke ved, at du ikke kan løfte så tungt, som du plejer, eller løbe helt så hurtigt.

5. Din hud mangler glød

Mørke rander under øjnene og en hud, der ikke har samme glød, som den plejer. Din hud og din udstråling bliver lynhurtigt påvirket af din søvn. Manglende søvn speeder ældningsprocessen op og giver dig en større mængde af stresshormonet kortisol, der ødelægger den kollagen i huden, der holder den ung og glat. God søvn og smuk glød hænger derfor uomtvisteligt sammen.

6. Du kan aldrig finde dine nøgler og din telefon

Du har lige lagt din telefon fra dig, men nu har du glemt hvor. Kender du det scenarie? Så er det måske din hjerne, der siger til dig, at du har brug for lidt mere søvn. Manglende søvn påvirker nemlig din korttidshukommelsen og gør, at du har en tendens til at glemme små ting i hverdagen.

7. Du græder let

Søvn påvirker humøret og gør, at du kan opleve større humørudsving, end du plejer. Så græder du til tv-serien, du normalt ikke fælder en tåre til? Det kan være et tegn på, at du skal kigge på dit søvnmønster.

8. Du impulsshopper for meget

Den er god nok! En undersøgelse fra University of Michigan viste, at dem, der fik nok søvn, også var mindre impulsive, end dem, der sov for lidt. For lidt søvn kan derfor føre til dårlige beslutninger og impulskøb som en spraglet trøje, som du normalt ikke vil være hoppet i, og som derfor ender sine dage bagerst i skabet.