Hvordan kan jeg få normal orgasme?
Se svaret fra eksperten på iform.dk
Spørgsmål
Jeg kan kun få orgasme, når jeg onanerer, eller når jeg har oralsex. Når jeg har samleje med min mand, sker der ingenting, og det er et problem for os. Hvad er der galt med mig?
Svar
Bare rolig. Du er en ganske normal kvinde. Du har nemlig udviklet din seksualitet mest i retning af direkte klitorisstimulering med mund eller hænder. På den måde ligner du omkring halvdelen af den vestlige verdens kvinder. De får nemlig orgasme helt uden at have mandens penis i skeden. I første omgang kan du og din mand få talt om, hvad I forventer jer af samlejet. Hvad kan du lide, og hvad kan han lide.
Under samlejet skal du nyde at omslutte din mands penis med din skede. Kvinders skeder er meget fleksible, så for at mærke mest muligt må du prøve at føle de forskellige fornemmelser, som tryk og rytme. Prøv at klemme skeden fast omkring partnerens penis eller omkring hans eller dine egne fingre. Og find så frem til de bevægelser og klem, du bedst synes om. En pude under enden øger din bevægelighed i hoften, og det gør det lettere at finde og ramme følsomme steder.