Halvdelen af os tænder på noget unormalt

Og en tredjedel af os har rent faktisk udlevet vores fantasi.

Kvinde iført undertøj ligger i en seng og kigger forførende på en mand i bar overkrop.

Mange tænder på en flot overkrop, men mange af os har også mere "unormale" tilbøjeligheder.

© iStock

Et normalt sexliv er tilsyneladende ikke så normalt endda. En canadisk undersøgelse viser nemlig, at næsten halvdelen af os, 46 pct., tænder på noget, der falder udenfor såkaldt normal seksuel adfærd og en tredjedel af os, 34 pct., rent faktisk har udlevet fantasien i virkeligheden.

Det unormale er faktisk normalt

1.040 kvinder og mænd deltog i den canadiske undersøgelse, hvor de blev spurgt om, hvad de tænder på seksuelt, og om, de reelt havde afprøvet fantasien. Svarene viste, at mange af de seksuelle tilbøjeligheder, der typisk betragtes som ”unormale” faktisk er ganske normale.

Se her, hvor mange der tænder på følgende seksuelle tilbøjeligheder - og hvor mange der har afprøvet dem (tallet i parentes):

Voyeurisme (at tænde på at se andre have sex eller være nøgne): 46,3 pct. (34,5 pct.)

Fetishisme (at tænde på at se på eller røre ved bestemte genstande eller kropsdele): 44,5 pct. (26,3 pct.)

Exhibitionisme udvidet (at tænde på at have sex mens andre kigger på): 30,6 pct. (30,9 pct.)

Exhibitionisme, traditionel (at tænde på at vise sig for andre): 4,5 pct. (5 pct.)

Frotteurisme (at gnubbe sig op ad intetanende fremmede i det offentlige rum): 26,7 pct. (26,1 pct.)

Masochisme (at tænde på at blive ydmyget/påført smerte i en seksuel relation): 23,8 pct. (19,2 pct.)

Sadisme (at tænde på at dominere/påføre smerte i en seksuel relation): 7,1 pct (5,5 pct.)

Transvestisme: (at tænde på at gå klædt i det modsatte køns tøj): 6,3 pct. (4,9 pct.)

Undersøgelsen er offentliggjort i tidsskriftet The Journal of Sex Research.