Sådan påvirker det dig at se på selfies

Det er ikke helt uproblematisk for din sundhed at kigge på selfies på Facebook, Instagram og andre steder. Det gælder endda også dine egne selfies.

Trist kvinde kigger på sin mobil med en kop kaffe foran sig.

Hvor ofte tjekker du dine sociale medier? Måske du skulle holde en lille pause ...

© iStock

De er alle vegne. De skøre, de pæne, de søde, de kiksede, de overmakeupede, de jeg-er-lige-stået-op-og-har-sleeet-ikke-gjort-noget-ud-af-mig-selv-selfies. Og det er ikke for sarte sjæle at være tilskuer til det.

Et hold forskere fra Penn State University i USA har fundet ud af, at jo oftere folk kigger på deres egne og andres selfies, jo lavere selvværd og tilfredshed med livet har de.

De populære stikker ud

Det er ofte blevet undersøgt, hvad vi får ud af at poste fotos og like andres, men forskerne kigger nu på, hvilken effekt det har ”bare” at observere.

– Folk poster som regel selfies, når de er glade eller har det sjovt, og det kan let få andre mennesker til at se på billederne og tænke, at deres liv ikke er lige så fantastisk som de andres, siger Ruoxu Wang, der er en af forskerne bag, til ScienceDaily.

Der var dog en bestemt type af testdeltagerne, der stak ud. Dem, der gik meget op i at fremstå populære. De var faktisk endnu mere påvirkelige, når de kiggede på selfies – men på den stik modsatte måde. De fik boostet deres selvværd og oplevede større tilfredshed med livet.