Kristina Schou Madsen er professionel løber: ”Sundhed handler om balance for mig”
Hun løber i alle terræner og har blandt andet gennemført (og vundet) syv maratons på syv dage i syv forskellige kontinenter – alligevel handler sundhed for Kristina Schou Madsen om at finde balance i hverdagen.
Det kan måske lyde lidt modstridende. At man den ene dag løber et maraton i ørkenen, den næste på en snedækket bjergtop, og at man så alligevel går op i balance i hverdagen. Ikke desto mindre er det nøjagtig det, der er tilfældet for den 37-årige professionelle løber Kristina Schou Madsen.
– Hvis jeg ikke er både fysisk og mentalt sund, så kan jeg ikke leve det liv, jeg gør nu. Så for mig handler sundhed i høj grad om at finde en balance i hverdagen. Jeg kan ikke bare træne 40 timer om ugen – jeg kan kun være fokuseret, hvis jeg har overskud.
Ekstreme miljøer
Kristina Schou Madsen startede sin professionelle løbekarriere i 2016, og siden har hun virkelig haft fart på – bogstavelig talt. Hun løber rigtig gerne langdistancer og trailløb og allerhelst i ekstreme miljøer.
– Det kan for eksempel være ørkenen, hvor det er supervarmt, og underlaget er udfordrende, og det kan være i ekstrem kulde eller oppe i højderne. Jeg kan ikke helt lade være med at tilføje et ekstremt krydderi til mit løb, og jeg elsker den del af det.
Hun er da også ekstremt god til det, og at flere ikke kender hendes navn, er lidt af en gåde. Så sent som i 2020 gennemførte hun nemlig løbet ”7 Marathons in 7 Days on 7 Continens” – og ja, det er lige så vildt, som det lyder. Og hun vandt.
– Der sker også det, at jeg vinder over mændene og samtidig slår ny verdensrekord for den hurtigste gennemsnitlige tid. Det er helt klart et af højdepunkterne i min karriere.
Udover at dyrke sin egen løbekarriere, har Kristina også en virksomhed, hvor hun arbejder med løb. Her arrangerer hun blandt andet motionsløb og coacher atleter og mennesker med store drømme. Hun holder desuden en del foredrag om motivation og mentale strategier. Du kan følge hende på @kristinaextremerunning på Instagram.
– Jeg har altid dyrket sport, og jeg startede med at spille fodbold, da jeg var lille. Så røg jeg over i boksningens verden og har levet en del år som kampbokser, inden det stoppede. I 2008 løb jeg så mit første halvmaraton.
– Det var simpelthen så hårdt og udfordrende. Det føltes virkelig ekstremt at løbe 21 kilometer, men jeg kunne bare mærke, at det åbnede op for en helt ny side af mig selv. Hvem var jeg egentlig, når alt det fysiske var skrællet af? Jeg var meget draget af den store mentale del, der ligger i løb. Det var det, der motiverede mig til at løbe de første par år, og siden har jeg fået opbygget en enorm glæde ved løb.
Sundhed og balance
– Jeg lever forholdsvist struktureret, fordi jeg har mange ting i min hverdag. Jeg har min træning, min virksomhed og en familie, så der skal gerne være plads til det hele. Derfor er det også så vigtigt for mig at være i mental balance.
Hvordan tænker du over det i din hverdag?
– Det sikrer jeg blandt andet ved at give mig tid til at slappe af, restituere og koble fra. Jeg har også et rimelig afslappet forhold til kost, for jeg er ret glad for mad, og det har jeg besluttet mig for, at der skal være plads til i mit liv. Jeg fungerer ikke så godt i alt for restriktive rammer. Så sundhed for mig handler om at finde den rigtige balance i mit liv.
Selvom Kristinas hverdag lyder noget hektisk, så understreger hun også, at hun bruger løb til at koble fra og få ro. – Det er der, jeg har mit frirum og lader op, fortæller hun.
Balance for Kristina handler også om at få den rette mængde søvn, så hun kan præstere bedst muligt om dagen. Derfor jagter hun altid de otte timer, og det hjælper et aktivitetsur hende med at tracke.
Kristina har et Garmin Forerunner 965, som udover at holde styr på hendes søvn også giver hende et overblik i hverdagen.
– Uret har en masse statistikfunktioner, som giver mig ro på i forhold til at vide, at jeg passer min træning og er on track. På displayet fortæller det mig for eksempel, hvor mange kilometer jeg har løbet, og hvor mange timer jeg har trænet i løbet af ugen.
– Men så er jeg jo selvfølgelig også rigtig nørdet omkring mit løb og bruger det meget til det. Så kigger jeg for eksempel på hver enkelt løbetur: Hvordan var min kadence, hvordan var mit vertikale udsving og den slags. Det synes jeg er vildt motiverende og kan godt give mig et lille kick.
Et ur til alle
Kristina understreger dog, at aktivitetsure ikke kun er for professionelle atleter som hende selv, men at de kan bruges af alle.
– Jeg synes, at man skal spørge sig selv, hvad der motiverer én for at holde sig sund. Hvad kan få mig ud at gå den ekstra tur eller løbe den ekstra kilometer? Så kan man på Garmins Forerunner-ure for eksempel indstille displayet til at vise de ting, man går op i, om det så er en skridtmåler, kalorieforbrænding eller antallet af kilometer, man har løbet på en uge.
– En sidste funktion, jeg gerne vil fremhæve, og som jeg synes er vildt sjov at bruge, er urets kortfunktion. Så kan jeg bede det om at lave en rute til mig på for eksempel 10 kilometer, som jeg så løber efter. Det bruger jeg i høj grad, når jeg befinder mig i områder, som jeg ikke kender. Så skal jeg ikke bekymre mig om, om jeg kan finde hjem, eller om distancen kommer til at passe. Det lader jeg bare Garmin om, og det er altså dejligt!