Pas på dine bryster

Få 6 råd og gør noget godt for dine bryster - nu!

Kvinde med skjorte på holder sig på sine bryster.

Se, hvordan du kan passe godt på dine feminine fordele.

© iStock

20 pct. af jer iform.dk-brugere har angivet, at netop jeres bryster er den kropsdel, I er mest tilfredse med - kun overhalet af ansigtet.

Se, hvordan du passer bedst på dem

  1. Smid bh'en

... hvis du har små bryster og er under 20 år. Vævet i bryster hos piger under 20 år bliver nemlig hæmmet i deres udvikling, hvis det bliver pakket ind i stramme bh´er, siger professor Göran Samsioe fra Kvindeklinikken i Lund.Undtagelsen er...

Når du dyrker motion. Træning uden en sports-bh kan give varige strækskader. Har du store bryster, er det en klar fordel med sportsbh'er med adskilte skåle. Gå efter en med brede stropper, der kan reguleres i højden og ikke gnaver sig ned i skulderen. Læs mere om det perfekte sports-bh-valg her.

2. Få en masse børn

...og giv dem bryst. Jo længere tid og jo flere børn man ammer, jo lavere risiko har kvinder for at få brystkræft. Ifølge WHO falder risikoen med 4,3 pct. for hver 12 måneders amning.

3. Flyt sydpå

...eller få din D-vitamin på en anden måde. Store internationale studier har vist en klar sammenhæng mellem indholdet af D-vitamin i blodet og risikoen for at udvikle brystkræft.

Danske forskere har netop bevist, at vores immunforsvar er afhængigt af D-vitamin for at virke. Forskerne fra Københavns Universitet har opdaget, at de såkaldte dræber-Tceller, som immunforsvaret eksempelvis bruger til at bekæmpe bakterier, virus og kræft med, ikke kan virke uden D-vitamin.

D-vitamin får vi bl.a. igennem kosten, primært fra æg og fed fisk, mens størstedelen dannes via huden, når den udsættes for solens stråler. Det kan være en del af forklaringen på, hvorfor brystkræft er relativt udbredt på den nordlige del af jordkloden, hvor solen i vinterhalvåret er for svag til at stimulere dannelsen af tilstrækkelige mængder D-vitamin i huden.

4. Kom op af sofaen

...og dyrk motion. Fysisk aktivitet er en af de mest effektive metoder til at forebygge brystkræft. Jo mere motion, jo større beskyttelse, mener World Cancer Research Fund.
Desuden holder både kredsløbstræning og øvelser for ryg og mave hudens væv sundt og smidigt, hvilket naturligvis også gælder huden på dine bryster.

Det er vigtigt at få flettet motion ind i hverdagen allerede i teenageårene. En ny amerikansk undersøgelse viser således, at en gruppe kvinder havde 23 pct. mindre risiko for at udvikle brystkræft, hvis de dyrkede motion, fra de var 12-22 år.

Motion er også med til at holde vægten nede. Overvægt er en selvstændig risikofaktor for udviklingen af brystkræft.

5. Spis løs

...af alt det grønne. I foråret viste en stor undersøgelse, at frugt og grønt ikke helt er det vidundermiddel mod kræft, som tidligere undersøgelser havde peget på. Nogen virkning har de dog, og kræftforskere mener stadig, at jo flere frugter og grønsager, jo bedre.

Drik rigeligt med væske, spis frugt og grønt hver dag, og drik fx grøn te. Flere studier tyder på, at en sund kost også indvirker positivt på selve huden.

6. Brug creme

...solcreme. Der er god grund til at beskytte dine bryster mod solen. Brug solcreme, og tag en bluse på, hvis du sidder i solen mellem kl. 12 og 15. Solskader kan gøre huden slap. Rygning virker tilsvarende på huden, ved at den får flere rynker - så kvit smøgerne.