Annonce

Hjerneforsker: Så meget skal du træne for at styrke din hjerne

Motion styrker ikke kun din krop. Det giver også bedre hukommelse og gør dig mere kreativ. Bliv klogere på, hvor meget og hvordan du skal træne for at gøre din hjerne skarp.

Vidste du, at din hjerne er det organ, der påvirkes allermest af motion? Det betyder, at fysisk aktivitet giver dig øget opmærksomhed, bedre hukommelse og endda gør dig mere kreativ. Det skyldes, at motion styrker hjernens håndtering af stress, læring, hukommelse, kreativitet, koncentration og intelligens.

”Når du træner, udskiller du en række kemiske stoffer, og disse stoffer har vist sig at styrke alle dele af vores hjerne. Det betyder, at fysisk træning både vedligeholder hjerneceller og hjernens funktioner, samtidig med at det sørger for dannelse af nye nerveceller,” forklarer den norske hjerneforsker Ole Petter Hjelle, der har skrevet bogen ”Sterk hjerne med aktiv kropp.”

Forskningen er baseret på en forsøg fra slutningen af 90’erne i USA der viste, at den del af hjernen, som udgør hukommelsescentret, voksede hos mus, der frit havde adgang til et motionshjul i deres bur.

”I 00’erne blev det bevist, at det ikke kun er mus, der kan løbe sig til flere nerveceller og bedre hukommelse. Det kan vi mennesker også,” forklarer hjerneforskeren.

Bare fire minutter kan mærkes i din hjerne

Du behøver ikke løbe lange ture eller tage i træningscentret hver dag for at mærke motionens effekt på din hukommelse. Så lidt som fire minutters fysisk aktivitet kan give dig øget opmærksomhed i den efterfølgende time, og selv et kort træningspas kan booste hjernen.

Et studie i USA viste for eksempel, at selv personer med dårlig kondition, som trænede lige før en hukommelsestest, scorede højere end personer med god kondition, som ikke havde trænet lige før testen.

”Det skyldes, at fysisk aktivitet frigiver endorfiner og dopamin til hjerne. Begge signalstoffer giver dig en fornemmelse af lykke og øget energi,” forklarer hjerneforskeren og fortsætter:

”Kan du eksempelvis nikke genkendende til, hvordan oprydning pludselig bliver mere overskuelig efter en træning? Det er endorfiner og dopamin, som har givet dig overskud.”

Høj træningsintensitet giver bedst hukommelse

Men også på den lange bane har fysisk aktivitet en effekt. En gåtur om dagen kan for eksempel reducere risikoen for demens med helt op til 50 procent, viser forskning.

"Al træning bærer frugt, når det gælder om at styrke din hjerne. Men for optimal effekt er det nødvendigt at få pulsen op. Her giver de såkaldt højintensitetstræning, hvor pulsen ryger i vejret, den bedste effekt på din hjernes sundhed. Det kan også være en kombination af kondition og motorik, da det virkelig udfordrer hjernen," forklarer Ole Petter Hjelle.