Derfor skal du undgå vatpinde
Renser du ofte ørerne med vatpinde? Det skal stoppe NU! For faktisk gør vatpindene langt mere skade end gavn.
Renser du ofte ørerne med vatpinde? Det skal stoppe NU! For faktisk gør vatpindene langt mere skade end gavn.
Efter et langt bad er det lige at gribe ud efter æsken med vatpinde og give de blødgjorte øregange en tur. Men du skal hellere lade vatpindene stå.
Menneskets øre er nemlig selvrensende, og du forstyrrer processen ved at stikke noget ind i øregangen. Ørevoksen er faktisk med til at holde skidt og snavs væk. Den består af talgkirtler, der transporterer støv og rester af shampoo væk.
Når du tror, du fjerner den klæbrige belægning, skubber du i virkeligheden bare voksen længere ind i øregangen. Det kan skabe en prop, som kan give høreproblemer, irritation og infektion. I værste fald kan vatpinde prikke hul på trommehinden.
Med andre ord: Nøjes med at fjerne voksen med en lillefinger, når den nærmer sig ørets udgang.