3 tips til at spise mere naturligt

Tiden er løbet fra pulversovs, færdigretter og pålæg tilsat kemi. Vi vil tilbage til den naturlige og sundere mad. Her får du tre tips til, hvordan du kan spise mere naturligt.

Der er rigtig mange fordele ved at spise mere naturligt.

Du får mindre salt og sukker, og dermed sænker du din risiko for fedme, hjertekarsygdom og sukkersyge.
Forarbejdede og unaturlige madvarer som pålæg, pølser og færdigretter indeholder ofte forskellige usunde og kræftfremkaldende tilsætningsstoffer, og det ville jo ikke gøre noget at undgå.

Vi giver dig tre huskeregler, hvis du vil leve mere naturligt:

Køb mad, du i princippet selv kan plukke eller fange

Du undgår en masse tilsat salt, sukker og stivelse, når købekage og forårsruller ryger ud af indkøbslisten og erstattes af kød og grønt – og du vil højst sandsynligt have nemmere ved at holde den slanke linje. Når færdigretterne skippes fra menukortet, sparer også du dig selv for en hel række tilsætningsstoffer.

Salt – hvad er det, og hvad gør det ved kroppen?

Køb økologisk

Fedtsyresammensætningen er ofte mere naturlig i økologiske produkter.
Fx må økologisk chokolade kun indeholde kakaosmør, hvor konventionel chokolade må tilsættes usundt palmin.
Der bruges hverken kunstgødning eller sprøjtegifte til dyrkning af økologisk korn, frugt og grønt.
Reglerne for brug af antibiotika i økologisk husdyrhold er langt skrappere. Konventionelle svin behandles med 15 gange så meget antibiotika som økologiske svin.

Det økologiske valg giver dig også langt færre E-numre. Der findes over 300 forskellige godkendte tilsætningsstoffer, men i økologisk produktion er det kun tilladt at bruge 40 af dem.

Drop asparges fra Peru og tomater fra Spanien

Dansk frugt og grønt indeholder færre pesticidrester end importeret frugt og grønt. Vitaminerne bevares bedre, og fødevarerne er ikke overfladebehandlet, fordi de lokale råvarer ikke skal transporteres særlig langt. Når du går efter dansk frugt og grønt, får du en bredere vifte af vitaminer, mineraler og kostfibre, fordi udbuddet afhænger af, hvad der lige er i sæson.

Hvis alt andet glipper, så husk:

Når du spiser varieret, får du mindst mulig af en enkelt forurening eller et enkelt tilsætningsstof – de fleste stoffer er kun skadelige i store mængder.