Martin Kreutzer
Kost- og træningsekspert
Hvis du læser I FORM, er du helt sikkert stødt på Martins navn. Han er en af de eksperter, der har skrevet allerflest artikler til bladet. Det helt særlige ved ham er nemlig, at han er solidt funderet inden for både ernæring og træning, og der er næsten ikke grænser for, hvad han har skabt af træningsprogrammer og kostplaner til I FORM-læserne i årenes løb.
Efter at have afsluttet fire års ernæringsuddannelse ved Ankerhus Seminarium, gik han nærmest direkte over til at arbejde som ernæringskonsulent ved Institut for Human Ernæring, Københavns Universitet. Her havde han særligt fokus på appetitregulering og fedme. Undervejs supplerede han sin ernæringsuddannelse med kurser i coaching og pædagogisk psykologi samt en diplomtræneruddannelse med speciale i triatlon – samtidig med, at han skrev bunkevis af artikler til I FORM.
For nogle år siden besluttede han at blive sin egen herre, og nu møder man ham hyppigt på tv, i radio og i diverse aviser og magasiner. I dag er I FORMs “prøjsiske sundhedspragmatiker”, som kan kalder sig selv (han er født og opvokset i Nordtyskland) en af landets mest efterspurgte foredragsholdere, når det gælder kost og sundhed.
Både i rollen som I FORM-skribent, som foredragsholder og som personlig ernæringsvejleder sammenkobler han sin store viden fra den naturvidenskabelige forskningsverden med sine erfaringer fra den succesfulde vejledning af hundredevis af klienter.
Han har en enestående evne til at tale til folk i øjenhøjde og til at få dem til at vove sig ud af deres komfortzone. Derud, hvor resultaterne venter. Det har vi talrige gange set bevist på I FORMs ture til Club La Santa, hvor han har lokket forskræmte kvinder på mountainbike ud på Lanzarotes vulkaner og forvandlet dem til ellevilde vovehalse - og fået sofakartofler til at springe ud som seje mini-triatleter, der drog hjem til Danmark og lavede deres liv om.
Martin er gift med Marianne og har Rolf og Emma sammen med hende.
1. Hvad er din vigtigste professionelle drivkraft?
Det er helt klart glæden ved at kunne medvirke i en positiv forandringsproces. Intet gør mig mere tilfreds, end når en klient stråler af lykke over at have rykket sig, uanset om det drejer sig om vægttab, et løbemål, sundere helbred, bedre energi eller noget helt andet.
2. Hvilken forskel vil du gerne gøre?
Jeg vil rigtig gerne give dem motivation til forandring. Det sker blandt andet ved at forklare helt ind i detaljen, hvorfor det lige netop for DEM giver mening at foretage den pågældende forandring til et sundere liv.
3. Det hidtidige højdepunkt i dit professionelle liv?
Jeg synes der er mange af den slags øjeblikke. Og det kan ikke opgøres i antal tabte kilo, sluttider eller tilbagelagt distance. Hvad der er en lille udfordring for én, kan jo være kæmpestort for en anden. Men da en kvinde efter et nyligt foredrag skrev følgende til mig følte jeg mig meget stolt og priviligeret.
"Kære Martin. I fredags holdt du et indslag for en masse ledere i Aarhus. Det vil jeg som hustru til en af deltagerne sige dig et kæmpe tak for. Du har virkelig flyttet noget i min mand. Jeg har i flere år forsøgt med sundhedstiltag i hjemmet til os og vores børn. Han har bare ikke bakket mig ret meget op idet. Men jeg skal da lige love for at skeen er taget i den anden hånd. Da han kom hjem fredag, fik jeg stor ros for at have købt skyr. Så jeg er så glad for vi nu er to om projekt sund og god mad til alle, så vi kan være friske om dagen på job, men også efter 20:30 hvor ungerne er lagt."
4. Hvordan holder du dig selv sund?
Det gør jeg primært ved at træffe mange af de sunde valg, som jeg vejleder mine klienter i. Hertil hører at prioritere min søvn, træne alsidigt (primært ude i naturen) med fokus på funktionel styrketræning, kredsløbstræning (fx offroadløb og mtb), og teknik og balance (kajak). “Selvfølgelig” er jeg også bevidst om at spise sundt, og har også opmærksomheden rettet mod at bevare en god balance mellem arbejde og fritid/afkobling.