Skilt der viser vej til nyt liv

En ny livsstil kræver en retning - vi vider dig vejen

© iStock

Bliv din egen vejviser - og få kuren til at lykkes

En slankekur kræver, at du tager projektlederhandsken på. Vi viser dig hvordan.

1. januar 2012 af I FORM

Når du går i gang med en slankekur, er det en god idé at planlægge dit vægttab, som du planlægger en hvilken som helst anden opgave. Grib sagen an, som hvis du skulle tage en ny uddannelse eller lære at køre bil, lære et nyt sprog, lære at tegne, synge, strikke, spille tennis eller hvad som helst andet.

Hvis du står over for et større vægttab, skal du lave om på dit liv, og det er en omvæltning, som kan give utryghed og usikkerhed. Måske opstår der en tomhed i dit liv, for hvis du ikke længere vil fylde alle pauser ud med mad og hygge dig hver aften med kager eller chips, hvad skal du så?

Derfor skal du, inden du går i gang, gøre op med dig selv, hvad du vil gøre i stedet for at spise. Forbered en liste med andre muligheder end mad til de kritiske tidspunkter. Her er et par tips, som kan hjælpe dig med at komme flot i mål:

Formuler dit mål positivt

Du skal altså sige til dig selv, hvad det er, du vil, og ikke, hvad du ikke vil. Fx "Jeg vil være slank," "jeg vil spise, hvad kroppen har brug for."

Hvis du formulerer dig negativt, virker det modsat, fordi dit sind overhører ordet "ikke". Hvis du siger: "Jeg vil ikke være tyk," "jeg vil ikke spise for meget," danner dit sind en forestilling om at være tyk og spise for meget og arbejder derved mod dig.

Dit mål bliver både klarere og lettere at nå, når du har en positiv forestilling om det og ved, hvad du vil.

Sæt et realistisk mål

Dit mål skal virke overkommeligt for dig at gennemføre. Det skal passe til dig og dit liv og danne en helhed for dig. Gør dig klart, hvilke konsekvenser og sidegevinster det kan føre med sig.

Sæt en realistisk tidsramme, og konkretiser, hvad der skal ske et skridt ad gangen. Du behøver ikke kende alle skridtene på forhånd. Jo mere præcist du formulerer dit ønske, jo nemmere er det at gøre noget konkret for at nå det.

Dit mål skal være inden for rammerne af din egen indflydelse og dit eget ansvar. Det skal være dig, der indleder, fastholder og gennemfører projektet. Evt. med støtte fra andre eller andet, fx denne artikel. Det er dit projekt, og det er bedst, du selv vælger, hvor støtten skal komme fra.


Til gavn for dig selv

Du skal gøre det for din egen skyld. Dit mål må være i overensstemmelse med, hvem du er, og hvordan du gerne vil leve.

Hvis du forsøger at tabe dig, fordi samfundet, dine forældre, din kæreste eller din arbejdsplads gerne vil have dig til det, og ønsket ikke kommer inde fra dig selv, vil det knibe med motivationen og etikken.

Dit mål skal være vigtigt at opnå for dig selv - den vigtigste brik i spillet.

Jo mere du tror på dig selv og dine muligheder, jo større chance er der for, at du når dit mål. Troen på, at du kan nå målet, at du fortjener det osv., er afgørende for resultatet.

Hvis du ikke umiddelbart kan finde tilliden til, at du kommer i mål, kan du begynde med at ændre på det. Det kan du nemlig også. Forvent, at du når dit mål. Hvis det ikke bliver i første omgang, så giv dig selv nogle andre oplevelser af succes, indtil du når det.

Det kan være hvad som helst, fx at rydde op i et rodet skab, som længe har irriteret dig, eller se at få opsporet den gamle skoleveninde, du længe har haft lyst til at få kontakt med igen.

Det handler om, at du tager fat i at gøre noget, som gør dig glad for dig selv og overbeviser dig om, at du kan hvad som helst, når du først begynder at handle efter dine egne ønsker.

Hold øje med dig selv

Vær ekstra opmærksom på dig selv, og hvordan du har det, især hver gang du skal træffe valg omkring noget spiseligt.

Spørg dig selv, hvad du ønsker - og hvad du i virkeligheden ønsker. Er du egentlig sulten, eller kan det rastløse behov tilfredsstilles af noget andet?

Ryd op i dit liv

Indre kaos kan være forårsaget af ydre kaos. Se dig selv og dine vanskeligheder i øjnene, og beslut dig for, om du vil gøre noget ved det, der er svært.

Ikke alle problemer bliver løst af en lavere kropsvægt. Det kan også være, du skal gøre noget ved dit job, din økonomi, dit parforhold, din ensomhed eller din bolig.

Find de ting i dit liv, der dræner dig for energi og handlekraft, og afslut dine hængepartier.

Skriv dagbog

Skriv dagbog, hvis du kan lide det og har tid. En dagbog er et virkeligt godt redskab til at holde styr på, hvad der sker i en personlig proces.

Du kan tømme dine tanker, formulere dine overvejelser og altid slå tilbage for at læse og opdage, at du faktisk har flyttet dig.

Det er lige meget, om du skriver hver dag eller bare en gang imellem, og det er ikke vigtigt at gøre det efter et bestemt system i bogen. Bare skriv.

Sunde ambitioner for 2019? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

Hvor kan du bedst lide at træne?


I FORM anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: