Tips til bedre teknik

Den rytmiske vejrtrækning

Når du svømmer, er det vigtigt, at din vejrtrækning er rytmisk, dvs. indånding og udånding glider uden afbrydelser. Du skal ånde ud under vandet lige så snart, du har drejet ansigtet ned under vandoverfladen.

Crawl

Svømmer du crawl, kan du ånde ind ved at vende ansigtet til siden, så munden kommer over vandoverfladen. Pust ud, når ansigtet drejer ned under vandet. Du skal ånde ind gennem munden, men puste ud gennem næsen under vandet for ikke at sluge vand eller få vand i lungerne. Ved hvert svømmetag skal du trække vejret, mod højre eller mod venstre. Du må aldrig holde vejret.

Brystsvømning

Når du svømmer brystsvømning, løfter og sænker du ansigtet fra vandet. Idet du trækker armene sammen for at skubbe dem frem, løfter du hagen over vandet og ånder ind. Når du skubber armene frem, kommer ansigtet under vandet til fremaddriften, og du puster ud.

Butterfly

Hvis du svømmer butterfly, kan du trække vejret ved hvert andet svømmetag. Idet du løfter armene og fører dem frem i vandet, løfter du hovedet over vandoverfladen og ånder ind. Du puster luften ud igen, når du tager næste svømmetag, hvor du holder hovedet under vandet.

Uanset svømmedisciplin skal åndedrættet koordineres med dine svømmetag. Du skal trække vejret rytmisk og må aldrig holde vejret.

Den rytmiske bevægelse

Svømning er en teknisk krævende idrætsgren. Så en dårlig svømmeteknik betyder også, at du bruger mange kræfter på at svømme ganske kort og meget langsomt. Det er dræbende for motivationen.

Derfor kan teknikøvelser, selvom det umiddelbart lyder kedeligt, være med til at gøre din træning sjovere og din svømmeteknik bedre. I stedet for at tænke over hver bevægelse kan du nøjes med at koncentrere dig om tre punkter:

Lig strømlinet i vandet

Prøv at tænke over, hvordan du ligger i vandet. Kommer du ikke nogen vegne, skyldes det tit, at du ligger skævt i vandet. Så laver kroppen modstand og forhindrer dig i at komme frem. Prøv at lave så lidt modstand som muligt ved at forestille dig, at din krop er helt strømlinet.

Find nyt vand at trykke på

Armtagene er det, der først og fremmest får dig fremad og giver fart i vandet. Når du bevæger hænder og arme gennem vandet, gælder det om, at du finder nyt vand at trykke på. Det vil sige, at du hele tiden skal flytte hænderne og have dem i en vinkel, så du kan mærke en modstand mod håndfladen under hele armtaget.

Find din bedste rytme

Måske er du ikke helt fortrolig med at svømme. Så bruger du kræfter på at spænde i en masse muskler, du ikke skal bruge. Prøv at finde en god rytme, så du kan svømme afslappet. Du bruger nemlig for meget energi på at komme ingen vegne, hvis du spænder.

Der er et utal af teknikøvelser, som lærer dig at blive bedre til de tre ting både øvelser med og uden redskaber. Og så er teknik-øvelserne rigtig gode i din træning. De giver nemlig variation, så du ikke kun skal svømme den ene bane efter den anden af fx crawl.

Desuden kan du lave sjov med øvelserne, særligt når du bruger redskaber. Og så gør teknikøvelserne dig selvfølgelig bedre til at svømme de enkelte svømmearter.