Er thaiboksning noget for dig? Bliv klogere på sporten her
Det bliver mere og mere populært at booke en undervisningstime i thaiboksning, når man besøger Thailand – men hvad er det, sportsgrenen kan? Bliv klogere her.
Det bliver mere og mere populært at booke en undervisningstime i thaiboksning, når man besøger Thailand – men hvad er det, sportsgrenen kan? Bliv klogere her.
Et besøg i Thailand var tidligere lig med lange, hvide sandstrande, gyldne templer og overnatning i autentiske bungalows. Det er det stadig – men et nyt og aktivt element har sneget sig ind. Flere og flere turister vælger nemlig at få undervisning i thaiboksning, også kendt som Muay Thai, når de besøger landet.
Muay Thai er en traditionel kampsport fra Thailand, og den regnes for at være en af de mest alsidige kampformer. Den går ofte under navnet “de otte lemmers kunst”, fordi udøverne bruger hænder, fødder, albuer og knæ i kamp.
Træningen i Muay Thai er fysisk krævende og udvikler styrke, kondition, teknik, balance, koordination og mental udholdenhed. Den er velegnet til alle aldre og niveauer og bruges både til konkurrence og som effektiv fitness- og selvforsvarsform.
Sportens historie går mere end 700 år tilbage og teknikkerne blev tidligere brugt af den thailandske hær. I dag er det Thailands nationalsport, og den har dybe rødder i den thailandske folkesjæl.
Hvis du vil helt tæt på thailandsk kultur og tradition, må du derfor forbi et træningscenter, næste gang du besøger den populære feriedestination.
Hvis du gerne vil prøve kræfter med sporten på din næste ferie, må du forbi et Muay Thai-træningscenter. Mange steder i Thailand tilbyder undervisning og træningsforløb for turister på alle niveauer, fra begyndere til øvede.
Her kan du enten vælge at træne som kæmper eller have mere fokus på teknikker og kondition – uden kamp.
Træning som kæmper: Her bruger du typisk nogle dage på at lære de grundlæggende teknikker. Hvordan slår og sparker man, og hvordan skal du bruge albuer og knæ? Trænerne er ofte tidligere kæmpere, og de deler gladeligt ud af deres viden og traditioner forbundet med sporten.
Fitness-klasser: Vil du helst ikke kæmpe, kan du vælge at deltage i fitness-klasser. Mange træningssteder tilbyder hold, hvor træningen primært fokuserer på kondition og styrke gennem for eksempel skyggeboksning, sandsæk og styrkeøvelser. Det er perfekt for dig, der vil holde dig i form, og som samtidig vil lære noget nyt og blive klogere på thailandsk kultur.
Populære træningscentre: I Bangkok er bl.a. Yokkao og Krudam populære blandt turister, og Fairtex i Pattaya og Banchamek Gym i Chiang Mai er også gode valg.
Muay Thai handler ikke bare om spark og slag. For mange turister bliver sporten et vindue til en dybere forståelse af landet. En af dem beskriver det sådan:
“Jeg trådte tøvende ind i træningssalen. Jeg var ikke en kæmper og drømte ikke om en karriere i ringen. Jeg var bare en helt almindelig fyr, der ville lære noget nyt på ferien – om Muay Thai, og gennem det, om thailandsk kultur. Turen ville føles ufuldstændig, hvis jeg ikke i det mindste prøvede kræfter med nationalsporten …
*For hver session lærte jeg noget nyt – men endnu mere begyndte jeg at fornemme, at hvert bevægelsesmønster og hver teknik havde rødder i en tradition, der strakte sig generationer tilbage. Træneren underviste ikke bare i slag og spark – han videreformidlede et stykke af Thailands identitet …
Rundt omkring i Thailand findes Muay Thai-træningscentre, du kan træde ind i som absolut begynder. Nogle er simple baggårdsopsætninger. Andre er moderne fitnesscentre med aircondition.
Bare gå ind. Tag en time. Så en til. Sved. Snuble. Prøv igen. Lyt. Lær.”*
En anden måde at komme helt tæt på den thailandske kampsport er selvfølgelig ved at overvære en kamp. En af de mest kendte arenaer i Thailand er Rajadamnern Stadium i Bangkok. Arenaen huser regelmæssigt kæmpere i verdensklasse, og den tiltrækker både lokale og turister.
Rajadamnern Stadium er den mest traditionelle Muay Thai-arena i Thailand, og samtidig er det den mest moderne. Her er der en helt vild lyd- og lyssætning, og showet kunne næsten lige så godt finde sted i Las Vegas.
Selve kampene er intense og elektriske. Publikum jubler og råber i takt med hvert velplaceret træf. En live-musikgruppe spiller traditionel thailandsk musik og tilpasser takt og tempo efter kampenes rytme og intensitet.
Aftenens store overraskelse kommer i pausen, når halvdelen af kampene er forbi. Lyset slukker, og hallen bliver kulsort. Så tændes skærmene, der omkranser hele arenaen, og på et gigantisk lærred bliver Muay Thais historie og Rajadamnerns arv fortalt.
Kampene fortsætter, og værten underholder publikum mellem opgørene. Skærmene blinker med “Flex Cam”, og kameraerne zoomer ind på tilskuere, der stolt viser biceps frem. Lidt senere dukker “Dance Cam” op, som får publikum til at danse vildt. Af og til synger alle endda med.
Her er virkelig tale om underholdning i særklasse. Tribunerne er altid fyldte, og det er let at forstå hvorfor: En aften med Muay Thai i Rajadamnern Stadium er en af Bangkoks mest mindeværdige oplevelser.
Se mere på thecoloursofthailand.com