Bag ved den ligegyldighed, der præger et passsionsløst forhold, gemmer der sig en dyb angst for at blive såret. En angst, der fx kan opstå i et langvarigt og destruktivt parforhold, hvor vi beskytter os selv ved efterhånden at udvikle ligegyldighed over for partneren og isolerer os fra ham/hende.
Men den grundlæggende evne til at turde leve passioneret er noget, vi lærer - eller vænner os af med - allerede i barndommen. Børn, der udsættes for omsorgssvigt, overgreb eller følelseskulde i større eller mindre grad, vil typisk prøve at isolere sig fra denne smertelige følelse af at blive svigtet. De gør sig kolde over for afvisninger, og de undgår så vidt muligt at gøre sig sårbare igen.
Disse forsvarsmekanismer holder vi fast i op gennem voksenlivet. Og det betyder både, at vi kan have svært ved at identificere et destruktivt parforhold - og derfor bliver i det - og at vi ikke udnytter et potentielt varmt og givende forhold, fordi vi ikke tør åbne os helt op.
Men det er aldrig for sent at tage fat på barndommens smerte. En metode er fx at være hudløst ærlig over for kæresten - også selv om vi udstiller os selv. Mestrer vi det, har vi givet os selv mulighed for at få et passioneret liv. Samtidig skal vi hver dag huske, at et parforhold er ligesom en lille blomst. Det skal passes - og trives kun, hvis det får næring (indhold), sol (opmuntring) og ikke mindst vand (ærlighed og udveksling af følelser).
Det kræver en indsats, der er betydelig større end at nøjes med at opleve passion på film som "Borte med blæsten" - men det giver også uendeligt meget mere.