Sexologens 10 bedste råd til ham

Få 10 gode råd til, hvad du gør, når din partners sexlyst ikke er på højdepunktet.

Sådan tænder du hende

1. Hav tålmodighed! Kvinders lyst kommer og går

Lysten bølger op og ned i takt med forskellige faser i livet, især hos kvinden. Manglende eller begrænset lyst efter en fødsel er klassisk, men også PMS kan dræbe lysten. Træthed, stress og livskriser kan i perioder mindske lysten hos begge køn.

2. Vejen til kvindens skød går gennem støvsugeren

Manden har lettere til sin seksualitet og er mere gearet til nydelse. For kvinden kan dobbeltarbejde og ansvar blokere for lysten og evnen til at nyde. Så hvis du vil tænde din kvinde - så tænd støvsugeren først, og tag din del af byrderne derhjemme.

3. Tryghed og nærhed udvider hendes grænser

Kvinden behøver en varm, afslappet stemning omkring sig for at mærke lyst. Hun skal ses på og lyttes til for at føle tillid. Tillid er nødvendig, hvis hun skal vove en ny variant, du drømmer om at teste. Kommunikation er (også) nøglen til herligere sex.

4. Genindfør det hede kys

Et hedt og intensivt kys kan antænde en slumrende vulkan. I det hele taget er jeres kys en udmærket indikator for, hvordan jeres forhold har det. Glem det automatiske kindkys, og gå til hende: Koncentrer dig, og sørg for at kysse hende dybt og sensuelt. Det vækker garanteret både lysten til sex og til at prøve nye ting.

5. Kæl, kæl og kæl - langsomt

Kvinden har mange flere erogene punkter på huden end mænd, takket være sit høje niveau af det kvindelige kønshormon østrogen. Kæl for dem! Stryg hende blidt helt oppe fra nakkehulen, ned langs rygraden og helt ud på fødderne. Men halver hastigheden - i forhold til det du havde tænkt dig. Mange mænd kæler alt, alt for hurtigt. En lydhør mand kan kæle sin kvinde til vild seksuel rus.

6. Tænd hende med øjnene

De hede, dybe blikke, smilet, den kærlige telefonsamtale - hvor forsvandt det alt sammen hen, da I lærte hinanden bedre at kende? De udgør tilsammen det skjulte forspil. Før I flyttede sammen, var der jo aldrig problemer med den slags - så genindfør alle tre dele, for navnlig for kvinden er de vidunderlige som optakt til sex.

7. Lad være at udpensle, hvor sexede andre kvinder er

Underforstået: Din egen kæreste er uattraktiv og trist i sengen. For sådan vil hun helt uvilkårligt tolke det. Følgen bliver, at hendes seksuelle selvtillid - og dermed lysten - styrtdykker. Det er o.k., at du fantaserer om andre. Men de bør forblive netop fantasier - i din hjerne, og ikke i hendes. For de fleste kvinder er det vigtigt at føle sig helt speciel og udvalgt af den elskede.

8. Glem lige på og hårdt: Hun vil forføres!

Vist kan vild og heftig elskov uden forspil være herligt indimellem. Men som regel har det ligesom ligget i luftet og ulmet flere timer inden, og begge parter er forberedte. Men hvis du har siddet og gloet på fodbold hele aftenen, kan du ikke forvente, at din kvinde pludselig skal være opfyldt af begær efter dig, når tv-sporten er slut. Dårlig kommunikation og dovenskab er to af seksualitetens værste fjender.

9. Vis din interesse for hende - også bagefter

Vender du dig om på siden og falder i søvn umiddelbart efter sex? Den slags kan kvinder godt tolke som manglende interesse for dem. Efter sex er mange kvinder særlig åbne og talelystne, og de stunder kan I udnytte til at blive knyttet endnu tættere sammen - og til at træffe fælles beslutninger i den bedste stemning af alle.

10. Lad være med at håne hende

Har din kvinde svært ved at slappe af og give sig hen til dig, må du gøre hende tryg. Det gør du absolut ikke ved at håne hende. Hvordan skal hun nogen sinde få mod til at eksperimentere, hvis du udbreder dig om, til alle, der gider høre på det, at hun kun accepterer missionærstillingen og insisterer på, at lyset skal være slukket?