Sexlegetøj du ikke ved du har

Trænger dit sexliv til fornyelse? Prøv at kigge dig omkring. I virkeligheden kan dit hjem konkurrere med enhver sexshop, det kræver blot lidt fantasi. Her kan du se, hvad du også kan bruge spisebordet, spejlet og nutellaen til.

Nutella

Sådan gør du

Stik en finger ned i krukken og slik chokoladecremen af. Dyp igen, og træk fingeren ned over hans krop. Slik op efter dig, langsomt og omhyggeligt. Kan du ikke lide Nutella, kan du for eksempel bruge flødeskum, syltetøj, honning, sirup eller yoghurt. Smag og behag - bogstavelig talt.

Pas på!

Lad være med at hælde det hele ud over hinanden med det samme. Det giver et syndigt griseri og er ikke særlig erotisk.

Det får du ud af det

At lege med madvarer i sengen giver en dejlig følelse af at gøre noget forbudt. Er han lidt blufærdig, er det også en god måde at nærme sig oralsex på. Når det er sjovt, bliver det mindre skræmmende.

Den vilde variant

Prøv det umotiveret ved morgenbordet.

Tørklæde

Sådan gør du

Bind din kærestes håndled fast til sengestolper eller lignende. Det må selvfølgelig ikke snære, men skal alligevel være så stramt, at han ikke umiddelbart kan slippe fri ved egen hjælp.

Pas på!

Når han er bundet, er det ikke signal til voldsom sex. Det ophidsende ligger alene i hjælpeløsheden og den fuldstændige overgivelse til den anden. Bindelege er faktisk tillidsøvelser, så vær endnu mere hensynsfuld, end du plejer.

Det får du ud af det

En pirrende følelse af kontrol, når han er bundet. Lige så dejligt er det selv at være surret fast. Der er ingen forventninger om, at du skal gøre noget, for du kan ikke gøre noget. Derfor kan du slappe helt af og nyde, hvad han finder på.

Den vilde variant

Bind ham på både hænder og fødder, og giv ham bind for øjnene. De mørke øjenmasker, man får om bord på lange flyveture, er særdeles velegnede. Senere hen kan I så bytte roller.

Stearinlys

Sådan gør du

Brug lys af ren stearin uden farve. Ellers bliver det for varmt. Dryp hinanden forsigtigt på udvalgte steder, og nyd den kildrende fornemmelse.

Pas på!

Dryp ikke på kroppens mest følsomme steder først. Test fx på håndryggen.

Det får du ud af det

Antydningen af smerte er vældig pirrende. Stearinlys er en dejlig måde at lege med mild S/M og måske starte en ny epoke i samlivet.

Den vilde variant

Sluk alt lyset, og tænd 50 stearinlys rundt om sengen, mens I drypper.

Bord

Sådan gør du

Find et bord i den rigtige højde. Når tiden er inde, lægger du dig på ryggen, mens han holder om dine ben. Han kan også anbringe dine fødder på sine skuldre. Læg helst en dyne på bordet.

Pas på!

Det her kan godt blive ret vildt, så hvis bordet ikke er solidt, kan det gå rent galt. Så udse dig et godt bord i forvejen.

Det får du ud af det

Bordsex giver en dejlig bevægelsesfrihed for manden. Samtidig har han mulighed for at stimulere din klitoris med fingrene.

Den vilde variant

Prøv det lave sofabord. Du ligger på maven, mens han skræver ind over. Jo, det kan lade sig gøre.

Bil

Sådan gør du

En stationcar, hvor bagsædet kan slås ned, er ideel. Ellers må I bruge bagsædet. Det er trangt, men skægt.

Pas på!

Tag tøjet af uden for bilen - i modsat fald er der dømt hekseskud.

Det får du ud af det

Chancen for at opleve, hvordan alle amerikanske teenagere har haft deres seksuelle debut.

Den vilde variant

Du slikker ham, mens han kører. Men gør det aldrig i myldretiden!

Håndbruser

Sådan gør du

Tag et brusebad sammen. Manden står bag ved dig, og bruser dig op på kønsorganerne med den ene hånd, mens han nusser dig samme sted med den anden. Han kan eventuelt prøve at bruse forfra og nusse bagfra.

Pas på!

Sørg for, at vandet har den helt rigtige temperatur. Kuldegys eller varmechok dræber romantikken.

Det får du ud af det

En rigtig god orgasme.

Den vilde variant

Tag selv håndbruseren. Brug den i alle vinkler på mandens bagdel og testikler.