Sådan spiser du sundt i hverdagen

Som hovedregel skal din kost være så sund som muligt, så du er sikker på at få de nødvendige vitaminer, mineraler og næringsstoffer. Se hvordan.

  • Spis mindst seks stykker frugt og grønt om dagen. Den bedste fordeling er 50/50, så du får både frugt og grøntsager. Varier gerne så du ikke nøjes med bananer og æbler.
    TIP: Du kan sagtens ty til den nemme løsning med frosne grøntsager engang imellem – det er et hurtigt og billigt alternativ til friske grønsager. Frosne bær kan sagtens erstatte noget af den friske frugt.

  • Spis mindst 300 g fisk om ugen. Omkring halvdelen skal være fed fisk.
    TIP: Spis fiskepålæg på din rugbrødsmad til frokost, så får du let dækket dit daglige behov. Spis fx makrel i tomat, tun i vand eller marinerede sild.

  • Spis masser af fuldkorn, fx groft rugbrød, fuldkornspasta, havregryn og mysli. Styr uden om kraftigt forarbejdede madvarer, fx cornflakes, franskbrød og hvid pasta.

  • Spis mange proteiner, fx magert kød, fjerkræ uden skind og magre mejeriprodukter.
  • Skær ned på det usunde fedt fra kød og mejeriprodukter. Få rigeligt af det sunde fedt fra fed fisk, planteolier, avocado, oliven og nødder.
  • Spar på sukkeret. Kage, slik og sodavand gør ikke noget godt for din krop, desværre. Du bør få opfyldt dit behov for sødt gennem den frugt du spiser.

Sådan kan en sund kost se ud

Morgenmad:

En portion havregryn med mælk og sukker + 1 glas juice.

Mellemmåltid:

Frugt (+ nødder).

Frokost:

Fuldkornsrugbrød med magert kødpålæg og fiskepålæg. Spis gerne friske grønsager til.

Mellemmåltid:

Nødder + evt. en energibar.

Aftensmad:

Grove grøntsager + magert kød/fisk/fjerkræ + fuldkornspasta/brune ris/kartofler + planteolier. Et sundt aftensmåltid kan være ovnbagte rodfrugter med laksesteak til.

Dessert:

Frugtgrød med mælk.