Mæt fra morgenstunden
Morgenmad er en sikker vej til tre gange så stort vægttab.
Morgenmad! Endelig et måltid, der næsten ikke kan blive stort nok. Men de fleste af os prioriterer ikke dagens første måltid. Enten fordi vi ikke har tid eller appetit, eller fordi vi tror, det er smart at spare på kalorierne.
Nogle kvinder er udpræget morgenmadsfans. Andre har derimod svært ved at få morgenmaden ned. Deres kroppe vågner langsomt, og hvis de spiser med det samme, er det lige før, de føler kvalme. Fordi de slet ikke føler trang til morgenmad, springer de den over. Men det er en dårlig idé.
Faktisk skal du spise en fjerdedel af dit daglige kalorieindtag om morgenen. Gevinsten er en stabil vægt, et højt humør og et sundt kolesteroltal.
Det gode er, at du ikke behøver at spise med det samme. Morgenmaden er nemlig defineret som det måltid, du spiser, senest to timer efter at du er vågnet efter en nats søvn. Hvis du fx står op kl. 7 og spiser lidt i 9, så er det altså stadigvæk at betragte som morgenmad. Du kan derfor godt tage den med ro om morgenen og lade din krop vågne, før du spiser morgenmad. Men ikke længere en maks 1½ - 2 timer, for ellers falder blodsukkeret for meget og du risikerer at blive dårlig.
At starte morgenen ud med at tanke ny energi til kroppen påvirker samtidig appetitten positivt resten af dagen. Du får lettere ved at spise sundt til dagens øvrige måltider, trangen til fedt reduceres, og du får mindre lyst til impulsivt nipperi om formiddagen.
h3Humøret får et hak opad/h3
Morgenmadens virkning på humør og hjerne kan også spille ind og gøre, at man lettere kan spise fornuftigt på længere sigt. Det er særlig vigtigt, når den indledende motivation begynder at klinge af – typisk efter ca. 4 måneder.
Et spisemønster, hvor man ikke er på decideret diæt, men blot gradvist spiser mindre og mindre om aftenen og som følge af det mere og mere om morgenen, vil sandsynligvis også have en gunstig virkning på vægten på længere sigt.
Man ved også, at dagens første måltid forbedrer humøret, hukommelsen og fremmer en tilstand af indre ro resten af morgenen og formiddagen. Hvis man tilmed indtager koffein, så fremmes indlæringen, og man bliver ikke så let træt.
At starte dagen med skål og ske foran dig fremmer altså din sundhed, i fald du fylder tallerknen med sunde lækkerier.