Har du svært ved at finde tiden til at lave mad? Få kostekspertens bud på en række sunde og hurtige retter.

Hvad gør jeg, når jeg ikke har tid til at lave mad?

Jeg har vildt travlt og nærmest ingen tid til at lave mad. Har du forslag til et par retter, som ikke kræver særligt meget tilberedning, men som stadig er dejligt sunde? Jeg har virkelig brug for ny inspiration!

3. januar 2013 af I FORM

I FORMS kostekspert Christian Bitz svarer

Dit spørgsmål er nok det, jeg oftest får. Og det undrer mig. Hvis jeg googler “nem, sund aftensmad”, får jeg 420.000 hits, så der mangler ikke opskrifter og inspiration! Men måske skal vi gøre op med de tunge opskrifter og myten om, at sund mad er tidskrævende, dyr og mindre velsmagende.

Hurtig, sund hverdagsmad handler om planlægning og prioritering. Hvis du ofte kommer sent hjem fra arbejde og ikke har tid til at købe ind, er det svært at lave spændende, nærende mad. Køb i stedet stort ind i weekenden – og køb mad, der kan holde sig længe, fx frosne grønsager, tørrede linser og bønner, rugbrød, kødpålæg og fiskekonserves. Og langtidsholdbare smagsgivere som soja, pesto, citron, honning og sennep.

Hvis du har mulighed for en lille urtehave i vindueskarmen med en-to friske urter, kan du på 10 min. gøre dit måltid sundere og mere velsmagende end den meste takeawaymad!

Lav fx en salat af kogte linser, dampede grønsager og urter, der lige inden servering hældes over med citronsaft og honning. Eller snup et rugbrød med hummus af tørrede linser og magert pålæg.

Du kan også prøve min yndlingsret, der tager ca. 14 min. at tilberede: Tænd ovnen på 180 grader. På et stykke bagepapir lægger du fintsnittet fennikel og hvidkål med et stykke laks eller torsk ovenpå. Kom soja, chili og citron over, og luk pakken til. Giv retten 12 min. i ovnen, og så har du en lækker fastfoodfisk!

En madplan kan også være en god hjælp til at lave lette, sunde retter – og få brugt alle råvarerne. Blomkål kan fx både bruges i ovenstående ret, rå i en salat med nødder, feta og en dressing af olie, citron og honning samt i en blomkålsgratin (der kan fryses). Netop fryseren er et godt sted at gemme rester – lige til at hive ud, hvis du kommer sent hjem.

Du kan i perioder godt spise ensidigt, men at have for travlt til sin egen sundhed er et dårligt valg på sigt. Bliver du bedre til at prioritere dig selv, garanterer jeg, at du får meget mere energi.

Sunde ambitioner for 2019? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

I FORM anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: