Tænk dig slank - selvindsigt er vejen til nye vaner

Hyggespiseri, trøstespisning, grovæderi. Vi spiser tit med vores følelser. Og ved vi, hvorfor og hvornår vi gør det, bliver det lettere at spise det, vi har brug for - og ikke altid det, vores humør kræver.

29. juni 2015 af I FORM

Særligt egnet, hvis du ...

... tit spiser, selv om du egentlig ikke er sulten. Mad og følelser er tæt forbundne for de fleste af os. Men jo mere spontan eller emotionel du er, jo mere tilbøjelig er du nok til at lade dine følelser styre dine spisevaner.

Sådan gør du:

Du skal være mentalt parat til at gøre noget ved din vægt - ellers virker det ikke. Du skal virkelig ville det. Er du ikke klar til at yde noget og lægge livsstilen om, så vent, til du er det. Er du klar, så følg rådene her:

1. Vær ekstra opmærksom på dig selv. Hver gang du går i køleskabet eller gennemroder skabe og skuffer på jagt efter et stykke chokolade, så spørg dig selv: Hvorfor skal jeg have noget at spise nu? Er jeg rastløs? Er jeg stresset? Er jeg ked af det? Er jeg vred eller frustreret? Skriv det evt. ned.
Efterhånden vil du kunne se et mønster og blive klar over, hvad der ligger bag ved dit spiseri.

2. Så skal du tage stilling til, om du kan gøre noget ved din rastløshed, vrede, tristhed osv.
Udspringer dit spiseri af problemer, du kan gøre noget ved nu eller senere? Det er legalt, hvis du ikke tager fat i det lige nu. Men så kan du lave nogle midlertidige strategier, der hjælper dig til at styre uden om de situationer, der udløser dit overspiseri. Det kan være, du skal bruge slankepiller til at styre vægten, eller invitere en veninde på besøg for at aflede dig i perioder, hvor du er ved at falde i, gå en tur, eller hvad der nu virker for dig.

3. Når du beslutter dig for at gøre noget ved de problemer, der ligger bag dine spisevaner, handler det ofte om at ændre på grundlæggende ting. Fx finde et nyt job, hvis det er jobbet, der gør, at du konstant er ude af balance.

Måske skal du lave noget helt andet, som giver dig meget større glæde? Eller måske skal du se at komme ud af et dårligt forhold? Eller flytte til et sted, hvor du bedre kan udfolde dig?

Uanset hvad der er galt ved dit liv, er der ingen undskyldning for ikke at gøre noget ved det. Vi er gode til at finde på undskyldninger - fx økonomi, alder, familie, etc., der gør, at vi ikke kan bryde ud af dårlige mønstre. Men alt kan lade sig gøre, hvis du vil.

Lav en helt konkret plan for, hvad du vil, og hvad der skal til, for at det kan gennemføres.
Spring ud i det, i stedet for at leve et elendigt og ulykkeligt liv.

4. Lad være med at hoppe på kure, du ved, du aldrig kan overholde. Hvis du ikke er til sund mad og regelmæssig motion, så drop det, selv om alle siger, at det er det eneste rigtige. Ellers styrer du bare ind i endnu et nederlag.

Brug din viden om dig selv, og find en udvej, der passer til dig.

5. Du kan søge professionel hjælp hos en psykolog eller psykoterapeut, som kan støtte dig i at få udredt, hvad der ligger bag dine spisevaner, og hjælpe dig med at lave en plan for, hvordan du ændrer på det.

6. Vær klar over, at hvis du ikke gør noget ved det, er det, fordi du selv har valgt det. Og så må du lære at leve med din vægt uden at pibe.

Sunde ambitioner for 2020? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

Hvor vil du helst tilbringe sommerferien?


I FORM anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: