Du ved godt, at du skal spise mere grønt, holde dig fra slikposen og dyrke masser af motion. Alligevel er det, som om dit vægttab aldrig rigtig lykkes for dig. Måske er der en ting, du har glemt at tage højde for: din personlighed! Ifølge eksperter spiller den også en vigtig rolle for, hvordan du skal gribe et vægttab an. Her er tre af de mest almindelige typer:
Den strukturerede
Hvis du elsker to-do lister, madplaner og skemaer over hele familiens aktiviteter, passer du godt ind her. Som den strukturerede du er, har du det godt med at krydse ting af, og derfor bliver vægttabet også lettere med en konkret tjekliste: Spis mindst 600 gram grøntsager. Tjek. Drop kalorietunge snacks. Tjek. Gå en lang tur hver aften. Tjek.
Den spontane
Du er typen, der kaster dig ud i nye udfordringer og gerne snakker med fremmede i supermarkedet. Generelt søger du nye input hele tiden, men kommer også nemt til at kede dig. Derfor har du svært ved at holde dig til én striks kur, og hvis vægttabet skal lykkes, må du give dig selv flere sunde valgmuligheder, så du kan lade dig styre af lysten: Skal jeg have æg, smoothie eller skyr til morgenmad? Hvilken træning har jeg lyst til i dag?
Hverdagshelten
Du er en rigtig god kollega, veninde, kæreste og mor – men knap så god mod dig selv. Du har desværre lidt for travlt med at tage dig af alle andre til at prioritere dine egne sunde valg. Løsningen er at gøre vægttabet mere forpligtende, fx ved at lave træningsaftaler med en veninde, som du selvfølgelig ikke vil svigte.
Kilde: Women’s Health