6 tips, der letter presset på vægten

1. januar 2012 af I FORM-redaktionen

Tro flytter fedt

"Tro flytter bjerge" har du vel hørt før, men den kan også flytte fedt. Tror du ikke på, at du kan gennemføre kuren, lurer fiaskoen. University of Maryland fulgte i 1996 54 kvinders kamp for at tabe sig. Inden starten blev kvinderne spurgt, om de troede, det kunne lade sig gøre. Da undersøgelsen var slut, viste det sig, at de 28 kvinder, der troede, de ville tabe sig, faktisk smed 30 % flere kilo end de ikke-troende.

Erkend udfordringen

Selv om du skal tro på det, er det vigtigt, at du samtidig ikke tror, at det bliver nemt. Jo nemmere du tror det er, jo større chance er der for, at du falder i, hvis der kommer lidt modgang.

Planlæg din tid

Uanset om du er en meget travl person eller ej, så kan det være svært pludselig at gøre plads til aerobic, styrketræning og fornuftig madlavning. Planlæg derfor din kur og lad den styre din tid - ikke omvendt.

Nå langt med realistiske mål

Kun ganske få mænd er utilfredse med sig selv, hvorimod de fleste kvinder synes, de er for tykke. Også selv om de i virkeligheden er normal- eller undervægtige - vi er jo alle bygget forskelligt. Når du skal i gang med slankekuren, er det derfor vigtigt at sætte nogle realistiske mål. Hvis du fx trænger til at tabe 10 kg, så giv dig selv et år til det. Det svarer til 250 g vægttab pr. uge, og så er der endda 12 uger tilovers, hvis det smutter indimellem! Sæt evt. nye mål, når de første er nået.

Skriv det ned

For mange bliver det mere virkeligt, hvis det, man spiser, bliver skrevet ned. Det gør det lidt sværere at snyde sig selv, hvis man hver aften kan læse, hvor meget det blev til. Prøv også at skrive, hvilket humør du er i, når du spiser de forskellige ting. Så vil du efterhånden kunne se et mønster. Skriv også resultaterne ned efterhånden, så du kan se, hvor langt du er nået mod målet, og beskriv glæden, når du holder tidsplanen.

Giv ikke op, selv om du falder i

Det er næsten umuligt slavisk at overholde en kost- og træningsplan! Der vil være enkelte dage, hvor lysten til at dovne den eller spise usundt bliver for stærk. Det er der ikke noget at gøre ved. Det eneste, du skal huske på, er at komme i gang igen. Gå ikke i stå, fordi det lige kikser en dag.

Sunde ambitioner for 2020? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

Hvad hjælper dig til at slappe af i en travl hverdag?


I FORM anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: