Kom i form med hverdagsrutiner

Du kan forbrænde masser af ekstra kalorier og styrke din krop ganske "gratis", hvis du klemmer lidt træning ind, når du udfører dine hverdagsrutiner. Læs her hvordan!

28. januar 2016

Hvad laver du egentlig, imens du børster tænder? Måske står du stille og funderer lidt over tilværelsen?  De færreste af os tænker nok på, at de mange rutiner, vi udfører hver eneste dag, faktisk kan bruges til at træne kroppen. 

Hvis du indfører nogle små øvelser, når du laver dine hverdagsopgaver dag efter dag, kan du nemt forbrænde masser af ekstra kalorier og styrke din krop ganske "gratis". Desuden vil du øge dit energiniveau, fordi du får rørt dig i situationer, hvor du ellers bare ville stå stille. På en uge kan det let blive til adskillige minutters ekstra træning.

 

Når du børster tænder
Der er ingen grund til at stå stille foran vasken og skrubbe bisserne - du kan lige så godt lave squats imens! Lav fx 20 squats i træk, og flyt så tandbørsten over i den anden side af munden, hvorefter du laver 20 mere og derpå flytter tandbørsten igen. Alt efter hvor grundigt du plejer at børste tænder, kan det nemt blive til mange gode squats.

Det får du ud af det: Squats er guf for dine benmuskler, da en enorm mængde muskelmasse aktiveres og trænes på samme tid. Især er øvelserne gode for ballemusklerne. 

 

Når du har været i bad
Jovist, du rører dig lidt, når du tørrer kroppen med et håndklæde efter badet. Mens du alligevel tørrer dine ben, kan du imidlertid nemt snige en lille øvelse ind. Placér det ene ben foran det andet, så du mærker et stræk i det forreste ben. Strit med numsen, og hold strækket i 2-3 minutter, imens du tørrer benet. Derefter skifter du ben og gentager.
Tip: Hvis du ikke er så smidig, kan du placere benet på toiletsædet, så strækket ikke bliver så voldsomt. Er du derimod meget smidig, kan du udføre øvelsen, imens du klipper tånegle.

Det får du ud af det: Øvelsen giver dig øget smidighed og mindsker risikoen for fibersprængninger og andre skader.

Når du laver mad
Imens maden alligevel skal simre, så prøv at flette fingrene bag hovedet og skubbe brystkassen frem, imens du presser dit hoved bagud mod fingrene. Denne øvelse åbner op for brystkassen, og bliver endnu mere effektiv, hvis du samtidig strækker dit hoved en smule opad mod loftet og trækker vejret dybt.

Det får du af det: Du gør dine brystmuskler mere smidige og åbner op for brystkassen, som let synker sammen, når du har siddet ned hele dagen.

Når du handler ind
Skal du handle stort ind med indkøbsvogn, kan du let få trænet lidt, imens du finder varer. Giv slip på håndtaget med den ene hånd, så du kun styrer vognen med den anden hånd. Sørg for at holde hånden midt på håndtaget.

Det får du ud af det: Du styrker arme, skuldre og mave, og dit greb bliver stærkere.

Når du taler i telefon
Har du en snakketrold i den anden ende af røret, så benyt tiden til at træne din balance. Stå på ét ben ved at trække det ene ben en smule bagud og op. Ret brystkassen op, træk hagen ind og gør nakken lang, mens du holder balancen. Sørg for at fordele kropsvægten ligeligt mellem for- og bagfod. Hold stillingen i 90 sekunder, før du skifter til det andet ben.

Det får du ud af det: At stå på et ben træner både din balance og musklerne i ankelledet, anklen og underbenet.

Når du vasker tøj
Udnyt lidt af ventetiden på den vask, du har sat over, og stil dig på knæ med samlede ben foran vaskemaskinen. Læg evt et foldet håndklæde under knæene for at skåne dem. Ret dig nu op, så dine lår er helt lodrette, og du har ret ryg. Sørg for at spænde i dine baller, så du træner dem mest muligt. Hold stillingen i ca 1 minut, hold en lille pause og gentag så mange gange, du har lyst.

Det får du ud af det: Du træner både dine lår og baller effektivt. Øvelsen strammer op og giver dig mere styrke.

...

Vil du have overblik over hvor mange kalorier du forbrænder i løbet af en dag?

Brug I FORM Kostdagbog som redskab til at få styr på, hvor mange kalorier du forbrænder gennem hverdagens rutiner. Registrer når du har taget trappen til 3.sal, cykelturen til børnehaven mm. Alt tæller med i det store regnskab!

Prøv I FORM Kostdagbog i 5 dage gratis

Sunde ambitioner for 2019? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

Hvor kan du bedst lide at træne?


I FORM anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: