Jeg mangler selvtillid!

Hvordan får jeg selvtilliden tilbage?

Hver gang jeg holder en pause fra træningen, ryger min sportslige selvtillid helt ned, og jeg tror ikke på, at jeg nogensinde vil kunne præstere det samme igen. Hvordan begynder jeg at tro på mig selv?

2. august 2012 af I FORM

I FORMS motivationsekspert Rikke Rønholt svarer

Jeg kender selv godt følelsen af, at man kan føle sig langt væk fra tidligere tiders topform. Jeg oplevede det i allerhøjeste grad, da jeg begyndte at kunne løbe igen efter at have født ved kejsersnit. Jeg følte mig som en sæk kartofler – og endda en meget stor, tung og klodset sæk kartofler!

For mig var det virkelig hårdt at komme i gang efter en lang pause fra min løbetræning, og jeg var sikker på, at min krop og mine evner for altid var forandret. Men selv om vi selvfølgelig med alderen gradvist mister lidt af vores fysiske formåen, så forsvinder vores talent og forudsætninger ikke for altid. De ligger der og venter i vores muskler, hjerte og lunger. Det er kun et spørgsmål om at vække dem til live igen.

For mig var det faktisk en trøst at minde mig selv om, at vores resultater er direkte afhængige af den form, vi er i. Så ja, jeg syntes pludselig, det var meget, meget hårdt at løbe 10 km. Men det manglede da også bare. Jeg vejede 12 kg mere, end jeg plejede, og trænede to gange om ugen. Hvad havde jeg egentlig forventet? Hvis jeg bare kunne gå ud og præstere det samme, så havde jeg da virkelig spildt tiden med al den træning førhen! 

Det er faktisk helt naturligt og ganske logisk, at det påvirker din selvtillid, hvis du inderst inde godt ved, at du ikke har gjort det nødvendige arbejde. For at bevare din sportsmæssige selvtillid er det bedste, du kan gøre, at holde fast i træningen. Selv om der kan være perioder, hvor du kører på lavt blus, så gør du dig selv en kæmpe tjeneste ved ikke at stoppe helt.

Det forebygger skader, og den regelmæssige træning gør, at der aldrig er alt for langt til den gamle topform, hvis du på et tidspunkt beslutter dig for at give den en skalle.

Endelig må du ikke glemme, at det, du kunne før, det vil du komme til at kunne igen – selv om det selvfølgelig kræver en indsats af dig. Desuden kan der være fornuft i at justere dine forventninger i forhold til din indsats. Måske er du bare ikke lige der i livet, hvor du har tid til de mængder af træning, der skal til for at kunne løbe under en time på Eremitageløbet (13,3 km), gennemføre en halvmaraton – eller hvad dit mål nu er.

Mit råd er, at du står ved din prioritering, tager konsekvensen og løber lidt langsommere. Det vigtigste er, at du træner!

Sunde ambitioner for 2019? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

Hvor kan du bedst lide at træne?


I FORM anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: