Bootcamp med træning og DASH-diæt
Bliv stærkere, sundere og slankere på 8 uger med I FORMs bootcamp, der byder på 4 gange træning om ugen samt sunde og mættende kostprincipper fra DASH-diæten.
Bliv stærkere, sundere og slankere på 8 uger med I FORMs bootcamp, der byder på 4 gange træning om ugen samt sunde og mættende kostprincipper fra DASH-diæten.
Velkommen til en bootcamp, som din krop og dit helbred kommer til at elske!
De næste 8 uger byder vi nemlig din krop på en blanding af konditionstræning, simple styrkeøvelser samt masser af sund og mættende mad inspireret af DASH-diæten.
Dash-diæten stammer fra USA og er oprindeligt skruet sammen med det formål at sænke blodtrykket. Diæten er derfor rig på sunde råvarer som frugt og grønt, fuldkorn, nødder, magre mejeriprodukter, kylling og fisk, men til gengæld fattig på salt, sukker samt kød fra dyr med fire ben.
Med denne sunde kombination af kost og træning styrker du din krop på flere fronter. Du opbygger mere muskelmasse med styrketræningen, forbedrer dit kredsløb og forbrænder fedt med konditionstræningen, mens du både giver din krop masser af sunde næringsstoffer og færre kalorier, når du spiser efter DASH-principperne.
Dén kombination er supereffektiv, og følger du programmet, når du langt i løbet af de otte uger.
Det er svært at ændre livsstil, så inden, du går i gang med bootcampen, kan du med fordel gøre dig nogle overvejelser om, hvordan du bedst kan gennemføre den. Spørg fx dig selv om følgende: Vil det fx hjælpe at få din partner, en veninde eller en kollega med på bootcampen? At træne på et bestemt tidspunkt hver dag? Eller at plotte din træning ind i kalenderen?
Og husk så at klappe dig selv på skulderen hver gang, du har gennemført en træning – det er meget mere motiverende end at bebrejde dig selv, hvis du kommer til at snuble lidt undervejs.
Held og lykke med din bootcamp!